Aars kommer med klima idéer

Af Ture Damtoft, Torsdag, 14/11/2019 11:54

AARS: Grøn omstilling er temaet, når hele Region Nordjylland samles i Aars på tirsdag, 19. november til en tema-eftermiddag, hvor regionen, kommunerne og private aktører sammen skal arbejde på idéer, der kan danne grundlaget for kommunernes og regionens politik for at opnå den bedst mulige grønne omstilling.

Det er Strategisk EnergiPlanlægning (SEP) Nord, der er værter på dagen, der vil tage form som en workshop med adskillige arbejdsgrupper sammensat på tværs af kommuner og med både politikere, embedsværket og erhvervslivet repræsenteret.

- I hver kommune laver vi planlægning. En samlet vision og praksis kan derfor spare nogle ressourcer, og så er det i princippet lidt lige meget hvor vindmøller, solceller og biogasanlæg er placeret, når bare vi får det bedst mulige udbytte. Det er en samlet opgave at nedbringe CO2, og ved at samle alle aktører under SEP Nord kan vi gøre det nemt med en ensretning ved fælles standarder i kommunerne og holde dem op på en fælles forpligtende vision for udviklingen af klimaindsatsen i Region Nordjylland, siger August Skovmand, der sidder med planlægningen i staben for erhverv, turisme, plan og udvikling i Vesthimmerlands Kommune.

De 60 deltagere i Aars får et oplæg om fem emner - forsyning, energianlæg, transport, borgerinddragelse og erhverv - og derefter en række stikord, som arbejdsgrupper skal forsøge at danne sig et overblik over og komme med forslagtil.

- Det er virkelig "fluffy" lige nu, men gruppernes arbejde skal danne baggrund for et udkast til en fælles vision, som forhåbentlig kan vedtages i byrådene, siger August Skovmand.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"