Aars slår et slag for politistation
Onsdag, 05/05/2010 08:25
AARS: Nu skal det være, men det skal gøres rigtigt.
Så præcist siger en gruppe af initiativrige borgere i Aars, som har taget skeen i egen hånd omkring placeringen af politistationen i Himmerland.
Gruppen, med bl. a. arkitekt N. Krogh Madsen, Aars, peger på et areal ved V. Boulevard og Dyrskuevej i Aars. Her er der plads til et hus til 80 til 100 ansatte og politiets vogne og materiel. Og der er gode muligheder for til- og frakørsel, så politiet hurtigt kan rykke ud til både Farsø, Løgstør og Hobro.
Den selvbestaltede gruppe har haft møde med to ledende politifolk fra Aalborg, og har også peget på rådhusene i Løgstør og Farsø som muligt domicil, men disse bygninger er politiet ikke interesseret i, selv om en flytning og samling af den himmerlandske etat skal gå hurtig.
- Vi har endvidere tilbudt at etablere en midlertidig kontorby på p-pladsen ved messecentret i Aars, som kan benyttes, mens politistationen opføres. Vi mener grunden på den tidligere dyrkueplads er velegnet. Nu venter vi på at politiet bestemmer sig - så tror vi, at vi finder en god løsning for politiet og for borgerne i Vesthimmerland, siger Niels Krogh Madsen, som hellere vil arbejde seriøst med handling end ved at protestere og skrive læserbreve om sagen til aviserne.
Ordet er dit