Airmaster i Aars klar med banebrydende produkt

Mandag, 02/10/2023 12:53

AARS: Ventilationsvirksomheden Airmaster løfter nu sløret for det banebrydende produkt AMX, der efter mere end fem års udvikling endelig er klar.
Airmaster har netop præsenteret AMX, der som det første produkt af sin slags nogensinde kombinerer ventilation med temperaturkontrol.
- På nuværende tidspunkt er der ingen andre, der kan levere et tilsvarende ventilationsprodukt, hvor køle- og varmekontrol er integreret. Normalvis vil man bruge tre separate apparater til henholdsvis luftudskiftning og termisk kontrol, men nu lancerer vi altså et produkt, der kan håndtere alle tre dele. Samtidig er AMX langt mere pladsbesparende, energieffektivt og støjsvagt sammenlignet med lignende alternativer. Dét er vi stolte af at præsentere, fordi det bliver en ’game changer’ for os og markedet, fortæller Product Manager hos Airmaster, Lars Winther.

Sundt indeklima
Siden etableringen i 1991 har Airmaster positioneret sig som en af Europas førende producenter af decentrale ventilationsløsninger, der bidrager til bedre indeklima i særligt uddannelses-, institutions- og kontorbyggerier verden over.

Med det nye AMX produkt er virksomheden klar med næste skud på stammen af innovative ventilationsprodukter.
Hos Airmaster oplever man stor efterspørgsel på ventilationsløsninger i både ind- og udland, hvor indeklima for alvor er kommet på dagsordenen. Det sker simultant med, at interessen for mere energieffektive ventilationssystemer også stiger – og i den ligning passer AMX perfekt ind:
- Behovet for et sundt indeklima forsvinder ikke. Tværtimod ser vi i disse år store private og offentlige investeringer i indeklima, men i særdeleshed også i energiudbedringer. Det gælder både i Danmark og udenfor landets grænser, hvor vi har oplevet stor vækst i bl.a. Tyskland og Holland. Nu løfter vi vores ventilationsløsninger til næste niveau med et energieffektivt produkt, der foruden optimal luftudskiftning også kan køle og varme. Dermed har vi et konkurrencedygtigt alternativ til f.eks. varmepumper, som er en populær løsning, siger chief commercial officer hos Airmaster, Lasse Mikkelsen.

Knoklet i mere end fem år
Lanceres i kølvandet af store investeringer i produktudvikling
AMX-produktet har i al hemmelighed været undervejs i flere år og lanceres efter store investeringer i Airmasters egen udviklingsafdeling, som bl.a. har materialiseret sig i et 400 kvadratmeter stort testcenter, der blev indviet i januar i år.
Og generelt er produktudvikling en topprioritet for Airmaster.
- I et konkurrencepræget og attraktivt marked skal vi altid være på forkant med udviklingen og vores konkurrenter. Derfor har vi gennem en årrække fokuseret massivt på vores produktudvikling, og det er AMX et resultat af. Så at vi nu er klar med et produkt af den her kaliber er et kæmpe skulderklap til vores udviklingsafdeling, der har knoklet i mere end fem år og nu endelig kan se arbejdet bære frugt, lyder det slutteligt fra Lars Winther.
AMX bliver en del af en helt ny produktlinje, som Airmaster lancerer løbende. I første omgang er AMX tiltænkt særligt kontor- og mødelokalemiljøer, hvor der er brug for både luftudskiftning og klimakontrol.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"