Akvareller fra Færøerne og juleøl fra Belgien

Tirsdag, 17/11/2009 14:08

ST. BRØNDUM: Der var både noget for øjet og ganen, da der i fredags var fernisering på den færøske maler Bardur Jakupssons udstilling af akvareller hos Kulturkøbmanden i St. Brøndum.
Bardur Jakupsson er en af de tunge drenge, når man taler om kunst fra Færøerne, og mange havde fundet vej til St. Brøndum for at deltage i ferniseringen. Der var kort sagt trængsel i galleriet, da Birgit Møller Sørensen bød velkommen ”til en fantastik udstilling”.
-Jeg er selv meget begejstret for den, røbede hun, før man skålede i den nye juleøl fra Belgien.
Og den var Bardur Jakupsson begejstret for.
-Den smager dejligt, sagde han, da han lidt senere havde mulighed for at studere flasken og etiketten nærmere.
Bardur Jakupsson arbejder med oliemalerier, akvareller og grafik.
Udstillingen i St. Brøndum er unik ved, at den udelukkende omfatter Bardur Jakupssons akvareller. Det er første gang, det sker.
På de hvide vægge i galleriet hænger 34 akvareller, hvoraf to tredjedele er blevet til i løbet af fjorten dage, fortalte Birgit Møller Sørensen, og det blev senere bekræftet af kunstneren selv.
Der er ikke tale om fine naturalistiske landskaber, men farverige eksplosioner.
Bardur Jakupsson fortalte kort lidt om sig selv og sine billeder. Han er født i nærheden af Thorshavn.
-Da jeg var helt ung, sad jeg og malede udsigter. I dag har jeg det sådan, at det virker forstyrrende at male noget konkret. Jeg vil hellere male efter hukommelsen, sagde Bardur Jakupsson, som tilføjede, at han maler i olie, og kun i ny og næ akvareller.
 
International kunstner
Bardur Jakupsson er som sagt en af de tunge drenge. Han har deltaget i et utal af udstillinger i Norden og i USA, han har lavet illustrationer til en række bøger, han har selv skrevet bøger, blandt andet om sine kunstnerkolleger på Færøerne, han har udformet rumdekorationer til blandt andet Færøernes Landssygehus og Østre Landsret i København, og han har lavet tv-udsendelser om færøsk kunst. Fra 1975 til 1989 var han leder af Kunstbygningen Listaskalin i Thorshavn, og fra 1989 til 2003 var han direktør for Færøernes Kunstmuseum.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"