Børnehavebørn laver kunst

Tirsdag, 12/01/2016 06:29

De 3-6 årige børn i Landsbyordningen »Fidusen« på Nørholm skole har gennem to måneder arbejdet med kunst. Pædagogerne har med udgangspunkt i det pædagogiske læreplanstema »Kultur og kulturelle udtryksformer« tilrettelagt et spændende forløb, hvor børnene har lavet ny udsmykning til børnehavens lokaler. Børnene bestemte, hvad der skulle males, og de klippede personer/figurer ud, som de kender fra børnebøger, tv og andre medier.
I starten blev børnene introduceret til de tre primærfarver: gul, blå og magenta (som børnene kaldte pinkerød) og sammen fik de undersøgt, hvordan man blander dem til de tre sekundærfarver: Lilla, orange og grøn. Med viden om de seks farver gik børnene nu i gang med at male et kæmpe maleri til deres trappeopgang i børnehaven. Børnene bestemte, hvad der skulle males, og de klippede personer/figurer ud, som de kender fra børnebøger, tv og andre medier, fortæller Hanne Bak Villadsen, pædagog i Fidusen, som har været tovholder for temaet.
– Vores trappeopgang, som går fra kælder til 1. sal er blevet så flot og når børnene går på trappen, er der stor gensynsglæde, når de ser de velkendte figurer fra deres børneliv fortæller Hanne Bak Villadsen.
Hegnet på legepladsen er ligeledes blevet udsmykket med stofstrimler, der er vævet, flettet og bundet på. Der er meget man skal øve sig på… klippe i stof, binde knuder, flette og ikke mindst: at arbejde sammen og hjælpe hinanden. 
Børnene lagde lige før jul sidste hånd på ni fuglemalerier, der skal være en del af den permanente udsmykning i børnehaven fremover. Billederne er lavet med forskellige teknikker, vådt i vådt, oliekridt og varme og 3D-effekt med fjer. Alle 33 børn i børnehaven har været med til at lave de flotte udsmykninger og det giver ejerskab. – Børnene er stolte, når de viser deres forældre, hvad de har været med til at lave, slutter Hanne Bak Villadsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"