Beretning fra en aktiv rideklub

Tirsdag, 23/02/2010 22:40

2009 var et år som så mange andre. Vi har heste i stalden, som bliver nusset, passet og plejet. Vi har ride undervisning af ihærdige ryttere på alle niveauer. Vi har i året der gik, afholdt adskillige klubstævner for klubbens egne ryttere og andre inviterede, ligeledes har vi stået for et distrikts stævne og et udvidet klubstævne. Alle stævner har været gode, veltilrettelagte og velbesøgte. Dette skyldes de dygtige frivillige samt vore velvillige sponsorer, som ikke kan undværes når stævnerne skal være vellykkede, lød det fra formanden.
Klubben arrangerede i foråret et ”Tina Lund” kursus. Der tilmeldte sig langt flere ryttere end forventet. Rideklubben var så heldig, at Tina Lund sagde ja til at udvide kurset og lave flere hold, således alle kunne få deres ønske om instruktion opfyldt. Tina Lund var en dygtig og kvalificeret underviser, så alle tog fra kurset og foredraget med en rigtig god fornemmelse.
Det største arrangement som rideklubben er engageret i, er FarsøFesten. Farsø Festens bemandingsplan trækker alle mand af huse. Det er overvældende så hjælpsomme klubbens medlemmer og deres bekendte er. Der er aldrig problemer med at finde hjælpere, og skal der tages en ekstra tørn, ja så er der ingen sure miner, men kun et ”selvfølgelig” med et smil på læben. Det er nok hjælpen og det gode humør som bestyrelsen sætter højest, det er det der gør at flere bestyrelsesmedlemmer bliver ved i flere år.
Vi har måttet skifte ridelærer i det forgangne år. Det er altid kedeligt at skulle sige farvel til ridelæreren, men det har også været dejligt at kunne byde den nye ridelærer, Anne Nielsen, velkommen i klubben.
Da klubben i år har givet et lille overskud, så var der råd til lidt vedligeholdelse. Vedligeholdelsen blev til en meget tiltrængt, ny bund i ridehallen.
Efter formandens beretning kom regnskabet og budget 2010, efterfulgt af valg til bestyrelsen. Da der i det forgangne år, var blevet lavet om på antallet af bestyrelsesmedlemmer, fra 7 til 5 medlemmer så var alle bestyrelsesmedlemmer på valg.
Den nye bestyrelse kom til at består af: formand, Charlotte Jensen. Øvrige medlemmer er: Frederik Magnussen, Maria Louise Odberg, Peder Holm Pedersen og Mette Magnussen. Suppleanterne blev: Birgitte Fiil og Maria Würtz.
Af kommende arrangementer på tegnebrættet i rideklubben er et Åbent Hus arrangement den 27. marts.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"