Besøgsrekord på Stenaldercentret

Onsdag, 21/10/2009 10:03

I alt 408 mennesker (små og store) fandt i det dejlige vejr vej til Stenaldercentret, hvor de havde en fornøjelig dag både ude og inde. Til børnene var der snobrødsdej og saftevand, så der blev bagt mange og gode snobrød over de åbne ildsteder. De voksne hyggede sig med friskbagte vafler og kaffe.
- Det var en fornøjelse at se og høre alle de glade og engagerede mennesker, der færdedes på Stenaldercentret. Alle var glade for besøget og imponeret over stedet – både udstillingerne og aktiviteterne. Folk syntes, at de fik både viden og en god oplevelse med sig hjem. Mange udtrykte også både forundring og forargelse over, at kommunen ikke længere vil yde tilskud til et så unikt sted. En holdning, der fuldt ud dækkes af Støtteforeningen, fortæller sekretær i Stenaldercentrets støtteforening Vibeke Harsberg.
Det var også Støtteforeningen, der sørgede for at holde Stenaldercentret åbent i efterårsferien, og som stod for det velbesøgte åbent-hus arrangement.
- Alle var trætte efter en hektisk dag, men først og fremmest glade over, at så mange mennesker havde lyst til at komme og se Stenaldercentret – og at de besøgende følte sig så godt tilpas, fortæller Vibeke Harsberg videre.
Det store fremmøde til åbent-hus arrangementet betød, at Stenaldercentrets samlede besøgstal i år runder 7.500 besøgende.
- Støtteforeningen vil derfor gerne udtrykke sin tak til de mange mennesker, der i år har bakket op om Stenaldercentret - på den ene eller den anden måde, slutter Vibeke Harsberg.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"