Bilboksningsbraget 2010

Tirsdag, 18/05/2010 14:49

TERNDRUP: Bilboksningsfænomenet er kommet for at blive! Igen i år er der bilboksning til pinsefesten i Terndrup, og det vil blive sjovere, festligere, mere teknisk, uden pause og selvfølgelig for fuld skrue hele showet igennem!
Det bliver årets fest, og ingen går derfra uden en FANTASTISK oplevelse.
Bilboksningsbraget anno 2010 er den 8. i af slagsen. For hvert år er oplevelsen blevet større, mængden af tilskuere og solgte fadøl slår rekorderne hvert år.
I år bliver det med Bowler- Tage fra ZULU djævleræs som speaker. Han skal guide de 7 biler igennem et hæsblæsende show.
Bilerne vil blive smadret til vrag, airbags vil eksplodere, motorerne vil brøle, puste, stønne, syde og dampe.
I Bilboksningen i Terndrup er der ingen ”tøseregler” – kun den venstre fordør må ikke rammes. Gør den det er der straks Buh råb fra publikum som er nådesløse.
Bilerne har følgende lokale kørere:

Bil nr. 1: Fritz Kragh DK Auto Terndrup, sidste års vinder 100% fortjent.
Bil nr. 2: Mads Christensen, STATOIL Terndrup, den unge og den hurtige.
Bil nr. 3: Johnny Pedersen, SMC-Biler, Aalborg. Manden som tog pokalen fra Anthon Perlegrus efter hans 4 sejre i træk.
Bil nr 4: Kenny Thygesen, Terndrup Taxa. Mon han kommer i frikørt taxa eller noget der duer i år?
Bil nr. 5: Lars Bendtsen, Terndrup Taxa. Kom første år i escort som længdemæssigt blev halveret. Siden er han kommet i større biler.
Bil nr 6: Søren Ørnbøll, Lillevang Autoservice. Sidste års rookie i bilboksning med mekanisk optræk.
Bil nr 7. Anthon Nielsen, AN- biler. Terndrups bedste bagende er endelig tilbage efter lidt luren på sidelinjen.

Bilbokserne mødes til torvedag ved brugsen/fakta hvor Bowler-Tage mødes med bilbokserne for at sætte dem på plads så de ikke træder ved siden af. Det bliver sikkert ikke nemt med den flok da de vist ikke helt har forstået færdselsreglerne.
Fra torvet bliver der kørt med politiescorte til pladsen foran hallen hvor turneringen skal foregå.
Inden selve bilboksningen vil der være ræs med legend-car, en lynhurtig lille bil på under 500 kg men med motorcykelmotor med langt over 100 HK under hjelmen som drifter rundt på banen som en gal.
Bilboksningsbraget til pinsefesten i Terndrup vil igen i år blive et tilløbsstykke uden sammenligning!

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"