Brøler af dimensioner

Fredag, 13/11/2009 22:04

LÆSERBREV
Af: Karsten Andersen, Hasselvej 5, Nibe

Kandidat for Socialdemokraterne til Aalborg Byråd
I forbindelse med valgkampen er der på det seneste skabt endog megen røre omkring neskæringer på skoleområdet. Nedskæringer som udmønter sig i voldsomme problemer for eleverne på 6. og 7. klassetrin. Byrådet har besluttet, at lukke den såkaldte DUS 2 ordning. Det vil få den konsekvens, at eleverne efter skoletid reelt kun har deres hjem og gaderne at søge til mens deres forældre er på arbejde til sent om eftermiddagen.
Det er simpelthen ufatteligt, at samtlige politikere i byrådet har overset denne kendsgerning og de deraf afledte konsekvenser. Det kan se ud som om at politikerne har sovet i timen og blot rettet ind efter udspil fra embedsværket. Jeg kan ikke se andre fornuftige forklaringer, idet jeg ikke kan forestille mig at det kan være de nuværende byrådspolitikere og især ikke de ansvarlige udvalgsmedlemmers mening, at overlade eleverne til sig selv.
Det ligger, efter min opfattelse, lige til højrebenet at erkende denne åbenlyse fejl og se efter at få den rettet. Ingen, heller ikke politikere, bør være for store til at erkende en brøler. Så mange penge er der altså ikke i den besparelse.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"