Brand i værksted bredte sig til biler

Af Torsten Hansen, Mandag, 10/01/2022 10:14

AARS: En kraftig brand udviklede sig lørdag omkring kl. 12 hos en autoophugger på Sjøstrupvej nord for Aars.

- Der var gået ild i selve værkstedsdelen, og ilden gik hurtigt gennem taget. Der var en kraftig brandudvikling, der gjorde at vinduer knaldede, forklarer indsatsleder Klaus Bojsen, til Aars Avis.

Udenfor vinduerne stod skrotbiler i to etager, og der begyndte hurtigt at gå ild i bilerne.

Der blev tilkaldt brandvæsen fra Aars og Aalestrup og en ekstra tankvogn fra Farsø.

- Vi fik det dog rimelig hurtigt begrænset. Ejeren hjalp, med sin gaffeltruck, med til at fjerne nogle af bilerne, uddyber Klaus Bojsen.

Men inden der kom styr på det, var der gået ild i 10 til 15 biler.

Efter cirka fire timer var branden slukket.

Ejeren blev kørt til hospitalet for at blive tjekket for røgforgiftning.

Brandårsagen kendes endnu ikke, men det formodes at branden er opstået i et oliefyr.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"