Corona rammer Aars - messe udsat

Af Ture Damtoft, Mandag, 09/03/2020 14:04

AARS: Forårsmessen FORÅR I HIMMERLAND bliver udsat til efteråret på grund af frygten for Covis 19 - Corona - virus smittefare.

Det er beslutningen fra styregruppen bag messen efter et ekstraordinært krisemøde søndag, 8. marts.

Baggrunden var regeringens udmelding i fredags, hvor den i samråd med sundhedsmyndighederne henstillede til, at alle arrangementer med mere end 1.000 deltagere, der er planlagt gennemført i marts måned, aflyses.

Forår i Himmerland skulle være holdt 21. og 22. marts, og den samler traditionelt langt over det antal. Var messen ikke blevet udsat, ville adgangsbegrænsning derfor have været nødvendig.

Potentiel smitte

Styregruppen og Messecenter Vesthimmerland oplyser i øvrigt, at de har fået henvendelse fra en række udstillere, der af sikkerhedsmæssige årsager ville melde afbud på messen.

- Rigtig mange er bekymret for, at berøring med mange mennesker kan trække en potentiel smitte med hjem i deres respektive virksomheder, udtaler direktør Brian Otte i en pressemeddelelse.

Arrangørerne Aars Håndboldklub og Messecenter Vesthimmerland har derfor besluttet, at FORÅR I HIMMERLAND udsættes til weekenden 31. oktober og 1. november.

- Vi vil gennemføre messen med et efterårs/juletema, og messen kommer i stedet til at hedde EFTERÅR I HIMMERLAND. Messen i efteråret gennemføres med samme setup og opstilling, som vi havde planlagt på forårsmessen. Vi håber, at alle vores udstillere bakker op om vores beslutning og deltager på EFTERÅR I HIMMERLAND med samme stand, som der var planlagt her i foråret, udtaler Brian Otte.

Ikke andet valg

Arrangørerne er kede af at være nødsaget til at udsætte forårsmessen, men mente ikke de havde andet valg i de nuværende omstændigheder.

- Såfremt vi havde valgt at gennemføre messen, er vi helt sikre på, at den ville blive en fiasko, både for udstillere, gæster og arrangører. Derfor er det vores helt klare overbevisning, at vi med en udsættelse til efteråret 2020, får mulighed for at afvikle en messe, der kan blive en succes for alle parter, udtaler Brian Otte.

Aars Håndboldklub har gennem mange år stået som medarrangør af FORÅR I HIMMERLAND, der økonomisk er en meget vigtig indtægtskilde for håndboldklubben. Derfor håber klubben på fuld opbakning til det, der nu bliver en efterårsmesse.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"