Corona-udbrud på Boformen Østermarken i Aars

Af Ture Damtoft, Mandag, 16/11/2020 14:19

Opdateret 16. november kl. 17.30.

AARS: Fire beboere og fire ansatte på Boformen Østermarken i Aars er bekræftet smittet med Covid-19.

Det oplyser sundhedsdirektør i Vesthimmerlands Kommune, Anne Krøjer, mandag eftermiddag 16. november.

- De pårørende til alle beboere er underrettet, og vi er igang med smitteopsporing. For at sikre den bedste håndtering af situationen er de smittede beborere blevet overflyttet til Løgstør, fortæller Anne Krøjer.

Boformen Østermarken er for borgere med et betydeligt og varigt nedsat fysisk eller/og psykisk funktionsevne.

I mange tilfælde kan det være svært at forklare regler omkring isolering eller for bogerne at efterkomme reglerne.

- Nogle af beboerne forstår simpelthen ikke, at de skal isolere sig selv, så det er svært at inddæmme smitten, hvis ikke vi flytter dem og isolerer dem som gruppe. Vi siger, at de kommer på en lille ferie til Løgstør, og alle de pårørende er indforståede, siger Anne Krøjer.

I personalets omgang med de smittede beboere bliver der anvendt værnemidler som handsker, visir, forklæde og sprittet af før og efter hver kontakt.

Ingen af de ramte beboere - eller de fire nu hjemsendte medarbejdere - har udvist svære symptomer.

Aars Avis har modtaget et opkald fra en pårørende, som bekræfter, at kommunen reagerede hurtigt. Hans datter er eksempelvis allerede belvet testet, og har ikke Covid-19.

Mandag 16. november er der 31 smittede med Covid-19 I Vesthimmerlands Kommune over de seneste syv dage. Der er fem nye smittede de seneste 24 timer.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"