Da Skørping gik i sne

Tirsdag, 12/01/2010 12:57

SKØRPING: Onsdag den 6. januar 2010 - det er en dag, der vil gå over i historien.
Det var den dag, da sneen i bogstaveligste forstand lukkede Nordjylland.
Også i Skørping gik livet næsten i stå. Der kom ingen post, ingen dagblade, ingen ugeaviser og ingen reklamer.
Flere forretninger valgte at lukke, bl.a. frisørsalonen på Torvet og blomsterforretningen i Jyllandsgade. Hverken personale eller kunder kunne nå frem.
 
Turistbureauet også lukket
Skørping Skole var lukket. Det samme var Rebild Turistbureau, som har lokaler på Kulturstationen. De tre ansatte – turistchef Bodil Christensen fra Rebild, Henriette Noer fra Ejstrup Skovsteder og Bente Larsen fra den nordlige del af Skørping – kunne simpelthen ikke komme frem på grund af de store snemasser.
Vi ringede sammen og valgte at lukke. Det har vi aldrig prøvet før i min tid, og jeg har været ansat i turistbureauet siden 1985, fortæller Bodil Christensen. Hun fik kontakt til Jesper Meng i Kinorevuen og fik ham til at sætte et skilt op på fordøren til Kulturstationen om, at turistbureauet på grund af sneen var lukket.
Turistbureauet sælger også billetter for DSB, og i hvert fald én kunde gik forgæves.
Vi håber, at han og andre, der skulle med DSB, fik købt billet i automaten på stationen, siger Bodil Christensen.
A propos DSB så havde nærtoget fra Skørping til Lindholm også indstillet driften.
Til gengæld fik borgerne i Skørping lejlighed til at se en sneplov på skinnerne. DSB sendte sit gamle lokomotiv MY 1135 til Nordjylland for at holde skinnerne fri for sne. Lokomotivet, der har base i Horsens, var blevet forsynet med sneplove i begge ender. MY 1135, der vejer over 100 tons, har en særlig status hos togentusiaster, som finder lokomotivet meget feminint trods vægten!
 
Madvarer hentet på kælk
Det kneb for flere forretninger at få forsyninger frem på grund af sneen. I Fakta spejdede kunderne således forgæves efter brød og mælk.
Flere af de borgere, som trodsede snemasserne for at købe ind, kom på ski og bar rygsæk. Der var også dem, der lavede en familietur ud af det og satte børnene på kælken den ene vej og varerne den anden vej. Børnene kunne i øvrigt glæde sig over de store snebunker, som dels fungerede som udsigtstårn, dels var fortrinlige rutsjebaner.
Som et kuriosum kan nævnes, at den nyanlagte skiløjpe i Rold Skov også var lukket. Den sneede til!

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"