Dance & Stage fra Aars præsterede flot til DM

Af Ture Damtoft, Onsdag, 26/06/2019 08:18

DANS: Et forsvaret Danmarksmesterskab, flere medaljer og VM kvalifikation med hjem til Aars

I Pinsen blev de officielle Danske Mesterskaber indenfor hip hop og disco dans solo/duo og formationer holdt i Brøndby.

Dance & Stage fra Aars var selvfølgelig med i begge og med både solo og duo dansere. Ud over solo og duodansere deltog foreningen med fire hold til formationer: Junior Hip Hop formation, Voksen Hip Hop formation, Voksen Disco formation og Large Production.

Alle toppede

- Alle toppede deres præstationer og har gode grunde til at være ekstra stolte, siger Louise Boyding Hejlskov, indehaver af Dance & Stage.

Voksen Disco formation har gennem de sidste tre år udviklet sig med ekspresfart. De stod i år til at vinde uofficielt guld i national, hvilket fik dem til at tage en ny udfordring op og konkurrere internationalt. Her vandt de en velfortjent bronze pokal.

Madagascar til VM

Large Production er dansen, som kræver tema og historiefortælling. Sidste gang Dance & Stage deltog i denne kategori var som debutanter i 2017 med dansen Toy Story. Den sendte dem direkte videre til VM. I år var temavalget filmen Madagascar.

- Gisninger om resultat kunne ingen have på forhånd, for ingen kender modstanderfeltet før ugerne op til, og ingen aner, hvad de andre kommer med, siger Louise Boyding Hejlskov.

Der var flere production hold end forudset, så der lå et ekstra pres, og spændingen var stor.

Men Dance & Stage gjorde det igen. Large Production, Madagascar blev nr. 2, vandt sølv og er nu udtaget til VM i november i Riesa i Tyskland.

Junior hip hop formation var et fuldstændig tæt felt med ekstrem højt niveau. To hold skilte sig ud og lå klart i spidsen, mens resten af holdene lå så tæt, at nr. 3 og 13 kunne bytte pladser helt til det sidste. Juniorholdet fra Dance & Stage leverede det bedste, de har gjort nogensinde men blev desværre ikke blandt de fem hold i finalen.

Voksen hip hop formation har gennemgået en helt exceptionelt udvikling i år. Deres dans var gennemkontrolleret ned til de mindste detaljer og bevægelser. Holdet har aldrig stået så skarpt som en helhed med så gennemarbejdede bevægelser. Alt i alt en toppræstation som rakte til en 4. plads.

Forsvaret DM

I solo og duo disciplinerne lå stort set alle præstationer ifølge Louise Boyding Hejlskov til UG, og alle dansede det bedste de kunne.

Kathrine Olesen og Johanne Carøe i hip hop duo forsvarede deres Danmarksmesterskab fra sidste år med en fuldstændig perfekt rutine.

I disco duo vandt Maja Gatten og Helena Quist sølv, og Mie Holland vandt bronze i hip hop solo.

Rose Marie Olesen og Tilde Schläger vandt en 5. plads i hip hop duo, og i international blev Anna Broch nr. fem i sin disco solo.

- Det er jo altid godt at vinde medaljer. Det aller aller vigtigste for os er, at komme over og mærke man har præsteret det bedste, man kan. Når man så samtidig får et DM i hus, er det ekstra flot. Kathrine og Johanne skal på efterskole til august, og de synes jo, det er ekstrafedt at holde pause fra Dance & Stage som danmarksmestre, siger en tydeligt stolt og glad Louise Boyding Hejlskov.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"