Danskerne har fået en ny naturudsigt

Torsdag, 05/11/2009 12:09

LILLE VILDMOSE: Nu kan man tørskoet spadsere et stykke ud på Tofte Mose, der er den største og bedst bevarede højmose i det nordvesteuropæiske lavland. Den naturbevarende Aage V. Jensen Naturfond har etableret en plankesti med udsigt til mosens åbne vidder.
For enden af plankestien kan man se seks-syv kilometer mod syd og sydøst over højmosens plantetæppe, der dækker Danmarks største landskabelige svamp, Tofte Mose.
Og hvis man er heldig, kan man på højmosens kæmpemæssige og let hvælvede landskabsflade se nogle af de kronhjorte, der er efterkommere af det oprindelige jyske krondyr, som har rødder cirka 10.000 år tilbage i tiden.
- Det er ikke for meget at sige, at danskerne har fået en ny og hidtil ukendt udsigt, fordi vi nu byder publikum velkommen på plankestien, der går cirka 150 meter ind på Tofte Mose. Denne sydlige halvdel af Lille Vildmose, der er Danmarks største fredede område, har nemlig hidtil været vanskelig at få overblik over, siger Jacob Palsgaard Andersen, der er driftsleder for Aage V. Jensen Naturfond i Lille Vildmose.
Plankestien åbenbarer et i Danmark yderst sjældent syn af en vidtstrakt og velbevaret højmoseflade, hvis plantearter består af blandt andet kæruld, lyng, sphagnum-mosser, revling og kødædende soldug, som man kan se fra stien.
De fleste danske højmoser er forsvundet på grund af dræning, dyrkning, tørvegravning og spagnumindvinding, men Tofte Mose er stort set intakt.
Publikum kan fra P-pladsen ved Tofte Sø ikke langt fra Lille Vildmosecentret spadsere godt halvanden kilometer til plankestien, der leder ud på Tofte Mose.
En markeret vandrerute, som er en del af Kattegatstien, fører til plankestien, som man når via en trappe over vildthegnet.
Aage V. Jensen Naturfond har i Lille Vildmose opført et tilsvarende, men noget længere plankestisystem i den publikumsåbne Portlandmosen. Desuden en håndfuld publikumstårne der hvert år bliver besøgt af titusinder af mennesker.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"