De næste 4 år...

Torsdag, 10/12/2009 12:03

Allerførst tak for den store tillid som så mange vælgere har vist os ved valget den 17. november. Vi fik 3 mandater i byrådet, og vi vil i de kommende fire år anstrenge os til det yderste for at leve op til den tillid, vælgerne har vist os.

Byrådet har som bekendt konstitueret sig, hvor Knud Kristensen blev valgt til borgmester af Venstre, Konservative og Danske Folkeparti.
Trods det, at Knud Kristensen gentagne gange har tilkendegivet, at han ville arbejde for en bred konstituering, har der imidlertid ikke været handling bag disse ord, idet de konservative selv har taget 5 ud af i alt 7 formandsposter.
At prioritere således er den kommende borgmester i sin gode ret til, men han bør naturligvis sige tingene, som de er, - at han selv har ønsket at besætte flest mulige formandsposter, netop på bekostning af den brede konstituering, han selv har fremhævet.

I Det Radikale Venstre glæder vi os til det kommende byrådsarbejde, og vi er tilfredse med de udvalg, vi fremover skal arbejde i.
Med Bjarne Jensen i udvalget for Teknik og Miljø samt Gerda Sørensen i udvalget for Kultur og Fritid har vi dækket 2 vigtige interesseområder.
Jeg ser endvidere frem til arbejdet i Økonomiudvalget samt til at kunne fortsætte i Børne- og Skoleudvalget i denne vigtige periode, hvor der er en skole- og daginstitutionsstruktur på dagsorden.
Den nye radikale gruppe er klar til atter at arbejde konstruktivt og kritisk, og vi er ikke i tvivl om, at indflydelse får man via en solid indsats og en grundig forberedelse. Det vil fortsat være vores vinkel i det politiske arbejde.
På vegne af den radikale byrådsgruppe i Vesthimmerlands kommune

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"