Den 30. LKB Cup kom godt igang

Tirsdag, 18/05/2010 15:18

GISTRUP: Efter det meget kolde og regnfulde vejr med blæst onsdag var der heldigvis både tørvejr og vindstille, da der Kr. Himmelfartsdag om morgenen var åbning af den 30. LKB Cup. De mange hold mødtes på byfælleden ved foreningshuset ”Spar Es” og herefter gik det i én lang række med Aalborg Garden i spidsen op til Gistrup Idrætscenter, hvor de mange hold blev opstillet klubvis på Gistrup stadion. De mange indkvarterede hold blev budt velkommen ét efter ét under indmarchen og efter at nationalmelodierne fra de tre deltagende lande blev spillet, samtidigt med at de respektive flag strøg til tops, bød klubbens hovedformand velkommen. ”Det er naturligvis med en vis stolthed at jeg som hovedformand kan byde velkommen til så mange gæster i år til vores jubilæumsturnering for det er 30. gang, vi holder LKB Cup. Da interessen for at være med stadig stiger, tyder det heldigvis på, at der er et eller andet, som vi gør helt rigtigt her i Gistrup”, konkluderede formanden. Vi har altid sat en stor ære i at behandle vores gæster så pænt som overhovedet muligt og samtidigt har vi bestræbt os på at behandle alle ens. Derudover gør vi meget ud af det sociale under jeres besøg og alle de ting falder tilsyneladende i god jord. At vi ikke er helt umulige at have med at gøre ses også af, at rigtigt mange klubber kommer igen år efter år - ja nogle har endda været med i alle 30 år. Den officielle åbning af den 30. LKB Cup stod rådmand Thomas Kastrup Larsen (S)” for.
Rådmanden fik hurtigt de mange tilhørere med sig og både 30. års jubilæet og hjælpen fra de mange frivillige ledere fik på opfordring fra Thomas Kastrup Larsen en stor klapsalve med på vejen. Rådmanden opfordrede også de mange fodboldspillere til at vise fair play og passe godt på hinanden inden han spurgte de mange spillere om de var klar til at spille fodbold ?. Med et rungende ja fra de mange deltagere blev den 30. LKB Cup derefter erklæret for åben af rådmanden. Umiddelbart efter udmarchen fra Gistrup stadion startede de mere end 500 fodboldkampe i 13 forskellige rækker frem til søndag middag, hvor det hele sluttede med overrækkelsen af de sidste pokaler og medaljer. Forinden da var der fredag naturligvis den traditionelle udflugt til Faarup Sommerland eller Svømmeland i Nørresundby og om aftenen blev der spillet landskampe mellem trænere og ledere fra de tre deltagende nationer. Den travle lørdag bød udover mere end 13 timers fodbold også på diskotek for spillerne og musik i teltet for de voksne med duoen ”Harness” samt festfyrværkeriet kort før midnat.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"