Den Lille Fede fejrer 25 festivaler

Mandag, 31/08/2009 20:14

Sommerens varme festival var jo den 25. udgave af festivalen i Nibe. Det satte selvfølgelig et stort præg på de fire fede dage med musik, miljø og mennesker.
Her efter festivalen sætter jubilæet også sit præg. I disse dage udsendes der således invitationer til en stor Jubilæumsfest i Nibe Idræts- & KulturCenter. Festen som holdes lørdag d. 26. september er målrettet branchen, samarbejdsparter, leverandører, sponsorer og ikke mindst de mange medhjælpere, forklarer festivalens talsmand Peter Møller Madsen.
Masser af koncerter til festen
Festen bliver en helt speciel oplevelse, og byder bl.a. på koncerter med Dodo & The Dodos, Magtens Korridorer , Tom Donovan og Tournesol. Altså alle navne, som gennem de seneste år har sat deres præg på festlighederne i Skalskoven, og som garanteret også gør det d. 26. september.
Enorm interesse om at fejre festivalen
Over 500 personer har allerede tilmeldt sig til den store jubilæumsfest. Det overstiger alle forventninger og tyder på et par godt fyldte haller til jubilæumsfesten. Hallerne i Nibe iklædes til lejligheden masser af festivalstemning.
Også reception på dagen
I forbindelse med den store jubilæumsfest afholdes der også tidligere på dagen en reception, hvor det bl.a. forventes, at bestyrelsesmedlemmer fra perioden 1985 - 2009, samt ikke mindst The Bats, som har spillet på samtlige festivaler, dukker op, lyder det fra en forventningsfuld festivaltalsmand.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"