Det kolde gys lover godt for fjordbaderne i Nibe

Torsdag, 14/01/2016 01:37

Vinterens komme har lejlighedsvis givet is på fjorden ved Nibe, og ved weekendens
vinterbadning var forholdene fine.

På anden sæson er der nu gang i vinterbadningen ved fjordbadet i Nibe. Det viste fremmødet, da 11 friske vinterbadere tog turen gennem hullet i isen og opholdt sig i indtil et lille minut i vandet inden turen igen gik op ad stigen til et tørt håndklæde.

Anne Marie Hvilsom er formand for Nibe Fjordbade- klub og dermed de aktive vinterbadere i Nibe, var selv blandt de, der tog turen i det 1,2 grader »varme« vand og måtte kæmpe med flager af tynd is i fjordbadet.
Til Nibe Avis siger hun:
– Vi er nu knap 50 medlemmer i Nibe Fjordbadeklub og vi arbejder fortsat på en løsning sammen med Nibe Bådelaug, der efter planerne skal resultere i en fælles bygning, hvori vi får mulighed for at placere en sauna.
Kort før jul bevilgede Aalborg Kommunes Folkeoplysningsudvalg 160.000 kr., og dermed har vi stort set økonomien på plads.

– Byggeriet er for tiden under planlægning og vi håber på at kunne komme i gang med byggeriet i årets løb, så vi til næste vinter kan stå med endnu bedre muligheder for de lokale vinterbadere, slutter Anne Marie Hvilsom.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"