Det sikreste fodgængerfelt i Aars

Af Ture Damtoft, Fredag, 02/02/2024 13:43

AARS: Den sidste uge i januar kaldes ”den sureste uge” for skolepatruljerne.

Her er det ofte koldt og vådt og vinteren synes lang, når man står med den gule refleksvest og "slikkepind" for at hjælpe sine skolekammerater sikkert i skole.

Derfor hædrede Østermarkskolen i denne uge skolepatruljens helte.

Hver morgen er situationen den samme den samme på boulevarderne i Aars. Biler, busser, lastbiler og varevogne suser forbi, og forældre har måske lidt for travlt med at sætte børn af ved skolen, for lige om lidt kommer de selv for sent på arbejde.

Hverdagens stress banker på lige fra morgenstunden. Vi kender det alle.

I år er det 75 år siden, de første skolepatruljer kom ud på vejene i Danmark, og i dag findes der stort set ingen Folkeskoler uden.

Men uanset hvor meget vand der siden skolepatruljernes spæde start, er løbet gennem åen, så er deres opgave i dag lige så betydningsfuld og uselvisk, som den var i sin undfangelse.

Mange af os kender til skolepatruljernes arbejde, men i det daglige tænker kun få over hvor vigtig funktion de udfylder. De sikrer en sikker skolevej, for elever og fodgængere i alle aldre.

På Østermarkskolen er de stolte af at have elever, som kan komme ekstra tidligt ud af sengen og er ansvarlige, mødestabile, punktlige og som har lyst til at gøre en forskel og hjælpe andre.

Det gør Østermarkskolens skolepatrulje, som torsdag morgen blev hædret af skolens elever, lærere og en repræsentant fra kommunen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"