Det sure ansvar

Torsdag, 12/11/2009 10:43

Nu da valgkampen er gået ind i sin sidste fase, er aviserne fyldt med læserbreve af kandidater, der lover guld og grønne skove og udtaler sig om dette og hint. Noget vældigt inspirerende og andet af lidt mere luftig konsistens.
Samtidig florerer der et mere eller mindre kendt antal borgmesterkandidater, hvoraf nogle glimter med deres fravær ved debatterne (hvilket dog ikke gør så meget, når det kommer til stykket, da der altid står en hær af andre parat til at erstatte denne ene) og atter andre ikke kan gøre rede for millionerne, der forsvandt.
Selvfølgelig vil vi i SF også gerne være med og give vores besyv til, hvordan livet kunne forme sig i Vesthimmerlands Kommune de næste fire år. Vi har et fint oplæg, hvor hovedoverskrifterne lyder en stærk folkeskole, en værdig ældrepleje og en ambitiøs klima- og miljøindsats. Desuden har vi naturligvis udarbejdet politikker på alle mulige andre områder, bare så ingen skulle få den fejlagtige opfattelse, at vi ikke mener noget om f.eks. små børn, de socialt udsatte, turisme eller erhverv.
Det hele strander dog på den for tiden alt dominerende snak om den mildest talt elendige økonomi, der dræber alle gode initiativer og udviklende nytænkning. Men hvad værre er også den mest basale velfærd og alle former for forebyggende tiltag.
 Vi er i en situation, der gør, at vi risikerer, at rigtig mange bliver tabere i dette spil. At der sker ubodelig skade i forhold til vore svageste og mest skrøbelige medborgere, fordi vi som kommune ikke kan løse vores opgaver godt nok og som med sikkerhed i løbet af en ganske overskuelig periode vil ramme os selv i nakken som en boomerang. Dog med stærkt forøget styrke.
Derfor er der brug for politikere, der tør tage et ansvar. Også selv om det måske er den slags ansvar, der gør, at man ikke bliver lige populær hos alle vælgere.
I SF er vi helt parate til at påtage os dette ansvar. Der er presserende behov for, at Vesthimmerlands Kommune begynder at opleve sig selv som en sammenhængende kommune, hvori der ikke bør drives sognerådspolitik af de lokalt valgte. Der er brug for at tænke visionært og tænke nyt men i allerhøjeste grad også at gennemgå kommunens struktur med kritiske øjne. Herunder både den meget udskældte sundhedsforvaltning men også den administrative struktur eller skolestrukturen. Intet område må være helligt i denne tid.
SF vil gerne være vælgernes garant for, at de nødvendige prioriteringer træffes med omtanke og blik for de svageste. Vi er parate til at tage kampen op og knokle hårdt.
Men vi kan ikke gøre det alene.
Derfor vil jeg gerne udfordre vores medkandidater fra de andre partier - ikke mindst borgmesterkandidaterne  - til at komme med meget konkrete bud på, hvordan vi undgår, at menneskeliv tabes på gulvet, hvilket er en uafvendelig konsekvens af budgettet, som det ligger i sin nuværende form.
Selvom vi hidtil har været små og undselige, kunne det egentlig være rart at vide, hvem man skulle pege på som kommende borgmester i Vesthimmerland.
Med venlig hilsen
Berit Byg, spidskandidat for SF til byrådet i Vesthimmerlands Kommune

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"