Efteråret i Salling FDF

Torsdag, 10/12/2009 12:08

Der sker altid meget, både stort og småt, i Salling FDF og dette efterår har bestemt ikke været en undtagelse. Den første store begivenhed fandt sted i weekenden mellem den 23. og den 25. oktober, hvor 8 raske seniorvæbnere og 2 ledere begav sig af sted på en 100km vandretur. Turen skulle gås på 35 timer, for at kunne gøre sig fortjent til 100km-mærket. Gruppen gik af sted fra kredshuset Knuden kl. 3 fredag eftermiddag og ruten gik derefter over Salling, ud over Oudrup Hede til Halkær, hvor der blev spist eftermiddagskaffe, rundt om Halkær Bredning mod Nibe. Her havde vi lånt Nibe FDF’s kredshus og gruppen ankom trætte, men i højt humør, kl. 930 om aftenen, efter 28km. Næste morgen kl. 8 gik turen videre, og selvom fødderne var ømme og det støvregnede en smule var humøret stadig godt. Formiddagen gik ud over Nørrekær Enge i sang, og ved 10-tiden var der dømt pølsehorn og pandekager ved Nørreholm Kirke. Derefter gik turen mod Aalborg og frokostpausen i Mølleparken. Her var der desværre 3 seniorvæbnere og en leder, der måtte hoppe fra pga. diverse skader, mens resten af flokken fortsatte over broen mod Nørresundby. Herefter gik turen over Langholt mod Øster Hassing, hvor vi skulle sove i Gandrup FDF’s kredshus. I løbet af dagen var der blevet tilbagelagt 52km. Søndag startede med let regn og ruten gik først op til Ulsted. Kl. 1 stod forældre og ledere på havnen i Hals og ventede med flag og balloner på de hårdføre unger, og de sidste par hundrede meter foregik også i løb for at komme først over ”målstregen”. Herefter blev der festet behørigt med kage og sodavand for de seje travere. Seniorvæbnerne Maria, Sanne, Ricki, Sebastian og Michael samt leder Ib kan herefter bryste sig af at have gået 102km på kun 23,5 timer.
Onsdag d. 28. oktober fejrede hele kredsen Halloween, en tradition som startede forrige år. I år var der arrangeret en fest, hvor FDF’erne kunne tage venner med, og alle lige fra pusling til leder var klædt ud. I aftenens løb blev der arrangeret diverse aktiviteter, såsom græskarskæring og diskotek, og der blev serveret burgere og kage. Der kom næsten 50 FDF’ere og gæster, og det var selvfølgelig en hyggelig aften for alle.
I weekenden mellem den 6. og 8. november var det tid for det 28. Hipaku, Himmerlands Patrulje Konkurrence. Det er et løb med fuld oppakning med poster og opgaver lagt ind imellem, og der er separate konkurrencer for væbner- og seniorhold. Det er dog væbnerkonkurrencen som fokus rigtig er på, og hvor en Sølvøkse fungerer som vandrepokal. 8 væbnerhold og 2 seniorhold fra netværket gik fra start og Salling var repræsenteret af Sebastian, Mads, Michael, Kristine, Maria, Ricki og Silje samt leder Nanna. Fra start fredag aften kl. 7 til slut søndag eftermiddag kl. 2 gik flokken af sted med sang og højt humør, og væbnere var meget motiverede for at vinde øksen i år, da de forrige år kun lige akkurat havde tabt til Hornum. Ruten i år var på 38km og gik fra Veggerby Kirke igennem Rebild Bakker og Rold Skov, for at slutte på Cirkusmuseet i Rold. Temaet var da også Cirkus, hvilket kom til udtryk i deres foropgaver (balletlinedanserklovnesko), posterne undervejs (gå på line, bl.a.) og slutopgaven: lav en cirkusforestilling for alle de andre deltagere. Efter løbet blev holdet fra Salling rost for deres høje humør, deres sammenhold og deres optimisme hele weekenden igennem, og Udvalget udtalte at ”det var mange år siden de sidst havde haft så godt et hold” på alle punkter. Resultatet blev da også at holdet sikrede Sølvøksen, en præstation Salling sidst har gjort i 2000. Dette blev da også fejret behørigt den følgende onsdag med pizza og kage for de seje væbnere og deres meget stolte leder.
Senest har der været afholdt overnatning for hele kredsen i kredshuset d. 20. og 21. november. Fredag aften gik sjov og leg, snak, spil og film, og lørdag formiddag blev brugt på at gå rundt i lokalområdet og sælge julekalendre. Overskuddet gik selvfølgelig til kredsens budget, så vi også næste år kan arrangere fede ture og gode oplevelser for både store og små i Salling FDF.
Apropos vores budget vil vi gerne give en stor tak til Himmerlands Forsikring, som har doneret 8000,- til os, og kirkesognene i Salling, Oudrup og Næsborg som har givet os 6000,- til hjælp med børne- og ungdomsarbejdet i kredsen. Vi i Salling FDF er altid utroligt taknemmelige for alle, der vil give en hånd med, for uden dem ville vi have meget svært ved at lave lejre, købe nyt udstyr eller arrangere mindeværdige mødeaftener for vores unger.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"