Elbiler vinder frem også i Vesthimmerland - seks siders MOTOR tillæg i denne uges Aars Avis

Af Søren Beukel Bak, Onsdag, 13/03/2024 09:00

VESTHIMMERLAND: Også nordjyderne køber i stigende grad elbiler. Næsten hver anden nye bil, der blev indregistreret i Nordjylland i februar, var en elbil. I Vesthimmerlands Kommune udgjorde de 38 procent.

Det viser tal fra De Danske Bilimportører. I alt fik 926 nye biler plader på i landsdelen, hvilket var 30 færre end i februar 2023. Det lille fald følger tendensen på landsplan.

Af de 926 biler udgjorde elbilerne 428.

I Vesthimmerland blev det til 42 nye biler, hvoraf de 16 var elbiler. I fjor udgjorde elbilerne blot fem ud af 37 nye biler, hvad svarer til 13,5 procent.

De to mest solgte modeller i Nordjylland var begge elektriske:

Topsælger blandt nordjyderne var Tesla Model Y, som 67 nordjyder anskaffede sig i februar. Også andenpladsen blev besat af en elbil, nemlig Audi Q4 e-tron med 50 solgte eksemplarer.

Først på tredjepladsen fulgte den første benzindrevne bil: Citroën C3, som der blev solgt 39 af.

Mens elbilerne altså fortsat øger deres andel, går det modsat for benzindrevne køretøjer. Lidt mindre end hver tredje nye bil i februar i Nordjylland var en ren benzinbil, mens dieselmotorer lå i bare 34 af de solgte biler.

De mest solgte mærker var Toyota, Tesla og Peugeot.

Hvis plug-in hybriderne tælles med, kommer antallet af opladelige biler op på lidt over 51 procent. Altså over hveranden.

El-bilernes fremmarch får også Mads Rørvig, administrerende direktør i De Danske Bilimportører, til at forudse, at over halvdelen af de nye biler, der bliver solgt i Danmark i løbet af 2024, vil være elbiler.

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"