Elevers kulturbillet for praktiske fag i Aars

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 07/11/2023 14:41

AARS: Hele 8. årgang på Østermarkskolen i Aars fik vist, hvor meget de har lært i deres valgfag til det årlige "Kulturbilletten" arrangement fredag 3. november.

Eleverne pynter op og laver mad til arrangementet, hvor forældrene er inviteret til fest med den lækre mand, udstilling af kunst og koncert med "Østermarkbandet".

Der er blevet produceret kunst og øvet musik hele ugen, og fredag er dagen, hvor alle i 8. klasserne er med for at gøre festen en succes, så der kan blive solgt masser af billetter og mad og blive et godt overskud til klassernes dannelsestur til København i 9. klasse.

Fire af eleverne er Nanna Winther, Mille Holm Overgaard, Liv Kjærsgaard Nielsen og Isabella Boyding Hejlskov, som er på bannerholdet, da Aars Avis er på besøg.

- Vi viser vores valgfag frem til vores forældre. Man tænker mere over det praktiske med valgfagene, og vi har også været på erhvervsskolerne og har prøvet en masse der, fortæller Isabella Boyding Hejlskov, der har valgt musik, håndværk og design som valgfag.

Hun er enig i, at det har været godt at prøve praktiske fag og være på besøg på HEG, men det har ikke ændret hendes valg efter Folkeskolen, hun vil på gymnasiet og tage en STX.

De tre klassekammerater er ikke lige så sikre.

- Vi har stadig tid til at skulle bestemme os. Jeg synes, det vigtigste er at vælge noget, vi har interesse i og bliver glade for, siger Liv Kjærgaard Nielsen.

Kulturbilletten arrangementet er den mest synlige del af valgfagene for forældrene.

For eleverne er forløbene med dem en mulighed for at have mere praktiske fag, og for skolen og undervisningssektoren generelt en mulighed for at vise eleverne de muligheder, der ligger i at vælge en erhvervsfaglig uddannelse.

- For 10 år siden var valgfagene ikke en del af udskolingen. De er en gylden mulighed for at vise eleverne, det ikke er nødvendigt med en boglig uddannelse, der findes gode alternativer, siger lærer Kristina Wittorff.

I alt fik eleverne omkring 20.000 kroner til turen til København.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"