Elin Møllers epoke sluttede i Kino

Lørdag, 09/01/2010 02:06

I de selvsamme lokaler, som i Elin Møllers borgmestertid blev taget i brug som café- møde- og opholdslokaler og senere navngivet Café Knud, havde den lokale partiforening Socialdemokraterne i Nibe og Omegn indbudt til reception, i anledning af, at nu tidligere byrådsmedlem og borgmester Elin Møller har indstillet sit aktive byrådsarbejde.
Ole Berg, formand for de lokale socialdemokrater, roste indledningsvis Elin Møllers virke i Nibe Byråd gennem 25 år, herunder hendes periode som kommunens borgmester 1994-97. Senest har Elin Møller været valgt til Aalborg Byråd gennem fire år.
Der var ved receptionen mødt et stort antal byrådsmedlemmer, fra såvel det tidligere Nibe Byråd som det nuværende Aalborg Byråd. Nibe Avis noterede sig personer som Asger M. Kristensen, Bjarne Laursen, Helge Bundgaard Nielsen, Tina French Nielsen, Hans Henrik Henriksen – samt fra den tidligere Nibe Kommune, tidl. stadsingeniør Erik Søe Christiansen og vejformand Jørgen Pedersen. Fra foreningslivet var mødt repræsentanter fra bl.a. Ældrerådet, Lokalråd Sydvest, Vikingebyen i Sebbersund, den lokale socialdemokratiske partiforening, personlige venner og familie.
Særligt bemærket gjorde orkesterforeningen Musik i Nibe sig, og foreningens første formand Thorvald Odgaard begrundede et festligt musikalsk indslag således:
– Elin, du har vist kulturen tillid, og den takker vi for: Du var borgmester i Nibe Kommune, da foreningen fik etableret øvelokaler i det tidligere sygehus-kapel ved Nibe Sundhedscenter, og der blev da skabt en enestående ramme om det lokale musikliv.
Thorvald Odgaard markerede sin tak ved at anslå et »plovfonium«: Et plovskær af stål, som blev anslået med en hammer. Efterfølgende spillede en række medlemmer fra lokale orkestre til dels en lejlighedssang og dels »Når jeg ser et rødt flag smælde«.
Rådmand Tina French Nielsen takkede Elin Møller for indsatsen gennem de mange år i Nibe Byråd – og som byrådskollega, både før og efter sammenlægningen med Aalborg Kommune.
Elin Møller selv kvitterede med en kort takketale, hvor hun understregede den glæde det har været at arbejde med talrige opgaver for det lokale samfund, ofte i rollen som borgernes ombudsmand, når der har været brug for at belyse og klare en sag. Elin Møller kunne afslutningsvis ej heller skjule sin glæde over, at partiforeningen i Hans Henrik Henriksen fortsat har et lokalt byrådsmedlem, som nu tager vare på at repræsentere Socialdemotraterne i Aalborg Byråd.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"