Emma fra Aars drømmer om at blive illustrator - har udgivet juleeventyr og malebog med søde drager

Af Ture Damtoft, Onsdag, 14/12/2022 08:30

AARS: Et juleeventyr og en malebog med søde drager.

Det er to bøger til salg i Bog & Idé i Aars, som betyder noget helt særligt for 23-årige Emma Betzer fra Aars.

Det er nemlig hende, som er forfatter og skaber, og ikke mindst illustrator til dem.

De søde drager måtte gerne være lidt mindre søde.

Bøgerne er selvlærte Emmas første rigtige succesoplevelse.

Skolegangen på Aars Skole har været svær og mobning har fyldt en del.

Hun har gået i specialklasse, og klasse “kammeraterne” syntes, det var mærkeligt at sidde og tegne drager og monstre.

Monstre som “predator” - det ikoniske monster fra 80er filmen har fascineret Emma, siden hun så den som 12-årig.

- Jeg var nok ikke helt normal, for jeg blev slet ikke skræmt. Jeg syntes bare, den var så sej, og så har jeg tegnet den lige siden, siger Emma Betzer.

Er lidt “quirky”

I dag går Emma Betzer på FGU-skolen i Aars.

Faktisk har hun allerede været der seks måneder mere, end eleverne egentlig må. I de to et halvt år har hun udviklet sig langt mere, end både hun selv og underviserne havde forventet.

- Hun begyndte med at sidde for sig selv og sidde og tegne. Så rykkede hun lidt tættere på de andre, og nu sidder hun blandt dem og hygger sig med dem. Hun har virkelig rykket sig, siger Rikke Skadhauge, der har fulgt Emma fra begyndelsen på FGU.

Bemærkelsesværdigt fordi Emma Betzer er autist - en diagnose hun først fik for et år siden, og som fik en del fra hendes skole- og ungdoms-tid til at falde på plads.

- Jeg er ikke god til smalltalk, og jeg har det svært socialt. Jeg er lidt “quirky” - lidt finurlig. Jeg skræmte en værelseskammerat væk på efterskole, da jeg fortalte, jeg godt kunne lide at tegne monstre og drager, fortæller Emma Betzer om sig selv.

- Heldigvis fik jeg en ny værelseskammerat, og vi er gode veninder, siger Emma.

Hun var lidt nervøs inden interviewet, men en kommentar, om hvor flot hendes predator er, fik paraderne ned.

- Det gør det meget nemmere, når jeg ved, man ikke synes, det er noget mærkeligt noget at tegne. Jeg har det svært med kritik, og kan lukke helt ned. Jeg har også svært ved at lære nyt, siger Emma Betzer.

Det med at lære har ikke altid været lige svært.

I folkeskolen gik det ikke godt, ud over i sprog/læseklasse.

- I de højere klasser begyndte det at gå ned ad bakke. Der var for meget fokus på drengene, og jeg blev mobbet i klassen, hvor vi kun var otte elever, fortæller Emma Betzer med et lille skær af smerte i stemmen.

Meget imponerede

På efterskolen gik det meget bedre.

Der var mere struktur, bedre sociale rammer og hun kunne især dyrke sin helt store interesse.

Hun kom tilbage til Aars, fik en lejlighed i midtbyen, og begyndte på FGU.

Her har Emma Betzer haft dansk og engelsk, som hun afsluttede med flotte karakterer - 10 i engelsk og 12 i dansk, og hun tegner selvfølgelig stadig.

- Jeg kan ikke huske, hvornår jeg ikke har tegnet. Det har altid været drager og monstre. Jeg er meget et kasse menneske. Det var en udfordring at lave malebogen, fordi den skulle være simpel og dragerne være søde. Nutidens børn er lidt sarte og må helst ikke se uhygge, eller også er det forældrene, der er sådan, siger Emma Betzer og griner.

Hun blev skubbet lidt af sin underviser og kæmpede også lidt imod.

Ændrede stilen

- Vi talte sammen nogle gange om, hvordan hun kunne ændre sin stil og prøve at tegne forskellige ting. Malebogen er drager, men juleeventyret er med nisser, og Emma har også lavet nogle postkort fra Livø med natur og huse, som slet ikke er hendes sædvanlige stil. Udviklingen er ikke kun personlig men også faglig, og vi er meget imponerede, siger Rikke Skadhauge med et stort smil til sin elev.

Og nok snart tidligere elev. For Emma Betzer skal videre og allerhelst til noget animation.

Det kræver dog nogle karakterer i nogle fag og på nogle niveauer, som Emma har det svært med.

- Jeg vil gerne være illustrator, men så skal jeg have en HF, hvor jeg skal have dansk, religion og matematik på højt niveau, og jeg har lige fået 12 på d-niveau. Det føles som om, jeg skal være bedre, at jeg skal blive bedre. Jeg har svært ved at se, hvad jeg er god til, siger Emma og tøver lidt, inden hun siger mere.

- Jeg kan ikke lide at bruge mit “autisme-kort”. Jeg vil ikke bruge det som en undskyldning, men jeg har ikke fået den hjælp, jeg havde brug for, siger hun med en snert af vemod denne gang.

For det har gjort det sværere at få drømmen til at gå i opfyldelse.

Selv at være den der opfinder nye monstre og andre skabninger til bøger, tegneserier og film.

Men hun fortsætter - med at tegne og med at drømme og nu med lidt mere forståelse og lidt mere hjælp.

- Jeg ved godt, jeg skal øve mig i at tegne flere ting og ikke fokusere så meget på mine drager. Jeg har altid haft meget fantasi og får meget inspiration fra eventyr. Jeg er stædig, og jeg bliver ved med at tegne, siger Emma Betzer.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"