En dag i Aars med brølende traktorer og fart over feltet

Af Thorkil Christensen, Onsdag, 27/09/2023 09:00

AARS: Brølende maskiner og en dag med fart over feltet. Det var en del af oplevelsen ved Dansk Tractor Pullings DM-finale på pladsen bag Messecener Vesthimmerland i Aars i lørdags.

Flere tusinde traktortrækinteresserede havde fundet vej til Aars. De kom fra hele Jylland, og fik alt hvad de gik efter på den store pulling arena, som var anlagt specielt til dagen, og var et helt fantastisk set-up.

Kimbrer Pulling Aars stod for det praktiske ved arrangementet, assisteret af Dansk Tractor Pulling. Der blev kørt i 10 klasser med traktorer med helt op til 10.000 hestekræfter. Det kunne både ses og høres - og det gjaldt om at trække en slæde udover 90 meter og opnå "full pull".

Traktorerne er specialbyggede til formålet, f. eks. med toptunede benzin- og dieselmotorer fra lastbiler, kampvogne, fly og amerikanerbiler.

Slæden der skulle trækkes består af to syv til 10 meter lange vanger, der foran hviler på en slæbeplade, og med en bagplade på et lastbilbagtøj med fire hjul. På vangerne kører en kasse med jernklodser. Ved start er kassen bagude, så vægten på slæbepladen er lille og slæden er let at trække igang. Under trækket driver slædens hjul kassen frem mod slæbepladen, så trykket på pladen bliver større og slæden bliver tungere at trække. Slæden geares om fra klasse til klasse.

Det kræver teknik og gode køreegenskaber at deltage i tractor pulling som oprindelig kommer fra USA - men det var tydeligt, at deltagerne var både øvede og garvede. De havde prøvet det før de kom til Aars.

En DM pulling-finale kræver både forberedelse og mandskab før og efter arrangementet. Dyrskuepladsen i Aars er velegnet til formålet. Selve banen blev anlagt korrekt og var lukket ned med plastik for vand fra oven. Var banen for våd ville den ikke have den rigtige beskaffenhed for kørerne, og der kom faktisk et regnskyl over Aars natten til lørdag. Vandet satte sine spor på parkeringsarealerne ned mod Industrivej, men her blev der kørt flis på så publikum kunne komme nogenlunde tørskoet frem til pulling-arenaen.

Lastbiltrailere med publikumstribuner fyldte hele den ene langside, men på grund af det store publikumsantal var der gjort plads til tilskuere på begge sider af banen. Det var endvidere muligt at besøge ryttergården - speakeren opfordrede til, at man lagde vejen forbi for at se det flotte udstyrstykke som mange af de store ombyggede traktorer er.

Dagen blev en fest, som for mange først sluttede ud på aftenen. Der kunne købes mad og drikkevarer, og publikum hyggede sig i hinandens selskab. Hver traktor havde et helt team med sig, og der blev nøje fulgt med i point og længde på hvert eneste træk. Det var marginaler som talte, og der var spænding til det sidste.

Der har tidligere været traktortræk i Aars, men Kimbrer Pulling med DM er formentlig det største arrangement på arenaen til dato. Arrangørerne var begunstiet af godt vejr, og det gjorde dagen både lettere og hyggeligere.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"