En frisk travetur på årets første dag

Onsdag, 06/01/2010 21:44

Traditionen tro, var det Lions Club Farsø der stod bag Nytårsmarchen i samarbejde med Hjerteforeningen. Hvert år har Lions Club taget hensyn til vejret når der skulle vælges rute og i år var det sneen der skulle tages hensyn til, selvom landskabet var smukkere end nogensinde med sit hvide snedække og enkelte snefnug dalende ned fra oven. 
Ruten var som tidligere markeret med stribede afmærkningsbånd, men der var også andre pejlemærker langs med ruten, nemlig Hjerteforeningens små plancher med ”sunde” situationer. Plancherne blev brugt til afkrydsning på de konkurrencekuponer, som deltagerne kunne købe ved start. Måske ventede der så en lille gevinst ved mål. En gevinst for alle, var dog en kop varmende suppe leveret af Slagter Klausen i Farsø Rådhuscenter, som alle deltagere gratis kunne tage imod, da de havde tilbagelagt deres Nytårsmarch.
- Vi glæder os over at Hjerteforeningen har lyst til at være med i dette traditionsrige arrangement og håber at dette samarbejde kan udbygges oplyser Peter Møller fra Lions Club, Farsø. Samtidig er vi glade for at der møder så mange deltagere op selv om det er på årets første dag og folk måske er kommet lidt sent i seng. Vel mødt igen næste år.
                      

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"