To en halv mio. liter vand i bassin i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 06/03/2024 08:00

AARS: Det nye Svømmecenter Vesthimmerland i Aars er ved at være klar, men først efter seks dage er bassinet fyldt med omkring 2.500.000 liter vand.

De første tusinder af liter syner ikke af meget, og der går et stykke tid, inden det er sikkert at tage et udspring fra vippen.

Overdragelsesdatoen i begyndelsen af april nærmer sig med hastige skridt, men det færdige resultat begynder så småt at tage form. En tur indenfor i svømmecenteret bekræfter, at borgerne i Vesthimmerland får faciliteter i absolut topklasse, og et interiør med varme, takket være valet af byggematerialer.

Spærrene er lavet i træ og ikke stål. Krydsspærrene i endegavlen ud mod Løgstørvej er også af træ, hvor de normalt ville være i stål.

Siden 2019, da projektet skulle i udbud, har Torben Frandsen, afdelingsleder i plan, byg og ejendomme ved Vesthimmerlands Kommune, været involveret i projektet, og tilfredsheden med meget snart at være i mål til - næsten - tiden og til det aftalte budget er stor.

- Det er manges fortjeneste, ikke mindst hovedentreprenøren. Firmaet har forstået, at vi skal samarbejde. Vi har ikke maksimeret vores egne positioner, men i stedet vores fælles udbytte ved at have en god dialog, og jeg har set masser af projekter, hvor det ikke er lykkedes, siger Torben Frandsen.

Rosen går også den anden vej fra Svend Aage Christiansen A/S.

- Det har været et godt samarbejde hele vejen igennem med god dialog og fornuftige løsninger. Vi kommer med et hold og folk, som er vant til at spille sammen, og de skal gerne spille sammen med bygherren, og det er lykkedes. Flaskehalsene i projektet har været minimale, og de udfordringer, der har været, er i hvert fald ikke noget, vi går og husker på. Det kan jo altid gå bedre, men Svømmecenter Vesthimmerland er en god historie, og så er det et godt projekt de får, siger Svend Aage Christiansen.

Flaskehalsene var bl.a. klinkerne, som der opstod tvivl om, fordi størstedelen af materialet kommer fra Ukraine.

Der var også lidt forsinkelse af murerarbejdet hen mod slutningen, men igen blev det indhentet, og den skepsis om at kunne få projektet i mål uden en voldsom fordyrelse, som har været udtalt fra flere sider, har vist sig at være grundløs.

- Der har været en egenfortælling på grund af omfartsvejen, som blev meget dyrere end forventet, og at man måske ikke kunne komme i mål med det. Det har vi fået at vide fra flere steder, og så er det meget tilfredsstillende, at det ikke er blevet voldsomt meget dyrere, og at byggeriet bliver afleveret stort set til tiden, siger Torben Frandsen.

Første åbningsdag for alle bliver engang i løbet af sommeren, men han ved ikke lige, om han selv skal finde badebukserne frem.

- Det mener mine børn helt sikkert, at jeg skal, siger Torben Frandsen med et grin og tilføjer:

- Jeg glæder mig til, at svømmecenteret åbner, og der kommer en masse liv herinde.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"