Ensomhedsmarch med et stop i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 20/09/2023 15:17

Patrick Cakirli går 2000 kilometer rundt i Danmark

AARS: Patrick Cakirli er lidt over halvvejs i den årlige “March mod Ensomhed”, hvor ruten mandag var de 28 kilometer fra Hobro til Aars, som er med for anden gang. 

På hele turen havde han følgeskab af elever fra Assens Skole ved Mariager, og i Nørager blev han fulgt nogle kilometer af hundreder af elever fra Sortebakkeskolen. 

- Det var helt fantastisk at se alle de børn, og det var flot af dem fra Assens at gå med hele vejen, siger Patrick Cakirli.

Det er syvende gang, Patrick Cakirli bruger adskillige uger på at gå 2000 kilometer rundt i Danmark for at skabe opmærksomhed på ensomhed. 

- Det gør jeg hvert år fra uge 32 til og med uge 41 for at sætte nationalt fokus på ensomhed som sundheds- og samfundsudfordring såvel som for at samle ind til Ensomhed Danmarks Landsindsamling, som i år støtter Livslinien, der forebygger selvmord og selvmordsforsøg gennem telefon-, chat- og mailrådgivning. Jeg må ikke gå, medmindre jeg har følgeskab, ellers skal jeg stå stille. På den måde bliver min vandring symbol på vigtigheden af fællesskab og social ansvarlighed i kampen mod ensomhed, siger Patrick Cakirli.

Mange følgere

På turen fra Hobro til Aars var der mange følgere, og i Danmark er der flere, som går med igen året efter. 

- Hvert år møder jeg tusindvis af mennesker, som kortvarigt kommer ind i mit liv og efterlader et indtryk. Nogen får jeg fornøjelsen af at se igen, mens andre forsvinder, og med tiden glemmer jeg dem. Mit liv er fyldt med midlertidige øjeblikke, som kun eksisterer i nuet, og det kan være lidt hårdt, har Patrick Cakirli sagt. 

Godt fodtøj er det vigtigste på turen, der klares uden hviledage og med a foredrag 66 af 68 dage i år.

Nu hvor efteråret er kommet, kommer regntøjet også frem - men det er kun vand, og man bliver tør igen, som Patrick Cakirli konstaterer. 

På rådhuset i Aars blev han modtaget af lokale hjælpere, og senere var der aftensmad og foredrag på Kimbrerkroen.

- Jeg taler kun i fem til ti minutter, og så stiller de spørgsmål. Det er dejligt at mærke opbakningen, som også er blevet bedre, fordi flere kender “March mod Ensomhed”, siger Patrick Cakirli. 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"