ESA belønner den store astronaut-interesse i Aars

Onsdag, 13/01/2016 08:41

ESA er så imponeret af engagementet i Aars, at de udvider Andreas Mogensens opholdstid i byen

Af Torsten Hansen
AARS: En meget stor lokal interesse for foredraget onsdag d. 20. januar, hvor astronaut Andreas Mogensen kommer til Aars, har fået to positive sideeffekter. Den ene er enkel. Det er, at arrangørerne i et godt stykke tid har kunnet melde om alt optaget.
Den anden effekt er, at Andreas Mogensen og teamet bag ham er imponeret over, at der i Aars kan samles 800 mennesker til hans foredrag, og at hovedparten af deltagerne er unge mennesker.
- På grund af den store lokale interesse har de tilbudt, at Andreas Mogensen kan være i Aars længere tid end først planlagt, siger Jette Poulsen, Aarstidens Kvinder Lions Aars.
Der er blandt andet blevet afsat tid til, at Andreas Mogensen mødes med 12 udvalgte fysikelever, der får lejlighed til at stille yderligere spørgsmål til astronauten.
Noget af det der også har øget velvilligheden hos ESA, der styrer Andreas Mogensens tilstedeværelse i Aars, er, at Vesthimmerlands Gymnasium, hvor arrangementet holdes, og specielt rektor Jette Rygaard Poulsen har udvist stor samarbejdsvilje. Både over for selve arrangementet og over for Aarstidens Kvinder, der har fået arrangementet til Aars.
Kvinderne er dog ikke længere alene om arrangementet. Foredraget arrangeres nu i et samarbejde mellem Uddannelses- og Forskningsministeriet, ESA, Lions Club Aars - Aarstidens kvinder, Aars Amatør Astronomer og Vesthimmerlands Gymnasium og HF.

Langvejs fra
Ud over den lokale interesse, så har arrangørerne også overblik over, hvorfra gæsterne kommer.
- Vi kan se, at der kommer folk fra Frederikshavn, Randers og Thisted, for at nævne nogle steder. Det betyder, at vi samler folk fra et stort område, bemærker Jette Poulsen, Lions.
Under foredraget vil Andreas Mogensen fortælle om den 10 dage lange mission på rumstationen ISS. Han fortæller både om de teknologiske og de menneskelige udfordringer han som astronaut blev stillet over for. Desuden fortæller han om det videnskabelige arbejde, han har udført på stationen i tæt samarbejde med uddannelses- og forskningsministeriet.

Luftkaptajn
Aarstidens Kvinder er aktive i forårsmånederne. Allerede 2. marts har de et andet arrangement. Tidligere luftkaptajn Stefan Rasmussen kommer og fortæller om sit liv før og efter den berømte nødlanding i Sverige. Endvidere vil han også give et par numre på saxofon.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"