Første tre stik til Aars Kirkecenter taget

Af Ture Damtoft, Onsdag, 08/07/2020 14:04

AARS: Efter 13 års ventetid er de første tre spadestik til udvidelsen af Aars Kirkecenter blevet taget.

Det skete for en halv times tid siden her på en næsten højhellig onsdag 8. juli.

Æren for det første stik gik til kirke- og kulturmedarbejder Marianne Klausen, der bl.a. underviser mini-konfirmander.

- Da vi engang blev enige om, at kirken er Guds hus, så kom der en lille purk op til mig og spurgte, om kirkecentret så er Guds sommerhus, fortalte Marianne Klausen til latter fra de omkring 30 fremmødte til ceremonien.

Med håbet om, at tilbygningen og dermed det "nye" kirkecenter er ligeså godt som det eksisterende, tog Marianne Klausen så det første spadestik.

Hun blev efterfulgt af formanden for menighedsrådet Anders Didriksen og derefter Anders Andersen fra byggefirmaet HME, der er hovedentreprenør.

Tilbygningen på 388 m2 skal efter planen stå klar om ni måneder.

- En normal graviditet, grinede byggeleder Jens Erik Larsen fra firmaet Jelcon, der har tilrettelagt projektet i samarbejde med Aars Menighedsråd, som er bygherrer, arkitekterne Krogh Madsen A/S i Aars og HME Byg og Entreprenør i Hornum.

For 13 år siden fik Aars Menighedsråd forkøbsret på grunden og har siden ventet med tålmod på, at lægerne i det nu nedrevne lægehus var klar til at sælge.

Når tilbygningen står færdig samles alle medarbejderne ved Aars Kirke på ét sted.

- Det, håber vi, er til stor gavn og glæde for personalet og folk i sognet. Det nye kirkecenter vil give sundhed for sjælen i mange år, sagde Anders Didriksen bl.a. i sin tale.

 

 

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"