Fandrup borgere til burmesisk spis-sammen-aften

Tirsdag, 23/02/2010 22:24

Én af de populære aktiviteter er spis-sammen-aftener, hvor 2 – 3 personer går sammen om at lave mad, som så kan købes til meget fordelagtige priser af de, der ønsker at deltage.
I sidste uge blev der budt på burmesisk inspireret mad. Min Min Oo fra Burma og hendes familie har boet i Danmark i 8 år og for nogle år siden flyttede familien til Fandrup. Familien var helt med på ideen om gøre burmesisk mad til et tilbud ved et spis sammenarrangement og det blev taget vældigt godt imod af borgerne i Fandrup. Ca. 50 børn og voksne tog godt for sig af de spændende retter, hvor Min Min på forhånd havde lovet at gå lidt forsigtig til værks med krydderierne. Den stærke chilisauce var dog med på bordet til de mere hårdføre. Der blev serveret suppe, en ret med grøntsager og kød tilberedt i wok, en stuvning med oksekød og andet tilbehør, kyllingestykker med spændende krydderi og forårsruller med grøntsager, rejer og meget mere. Alt hjemmelavet! Til sidst var der kage til kaffen. Her måtte Min Min hente inspiration fra sin mor, der bor i en flygtningelejr i Thailand.
Så det var en flok mætte og veltilfredse deltagere, der gik hjem og måske er blevet inspireret til at prøve lidt andre krydderier end de mest traditionelle.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"