Fang en flot regnbueørred på Lystfiskeriets Dag

Torsdag, 13/05/2010 21:59

Juniorafdelingen i Trend Å Lystfiskeriforening markerer begivenheden med en spændende familiedag ved Gunderup Fiskesø.

Først klubbens dygtige juniorer demomstrere de forskellige fiskemetoder, man kan benytte sig af i en put and take-sø. De hjælper de ”nye” lystfiskere med at gøre grejet klar og at binde de rigtige knuder. Og så giver de kastetræning, hvis nogen har brug for det.  
Dernæst kan der fiskes fire timer i begge fiskesøer. Gunderup Fiskesø udlover forskelligt fiskegrej som præmier for dagens største fisk. Herudover kan man lære at rense og filetere sin fangst, lige som man kan lære at binde en flue og kaste med en fluestang. Familiefiskedagen slutter med gratis grillpølser, brød og sodavand til alle deltagere
Orla Bertram-Nielsen fra Juniorafdelingen i Trend Å håber, at rigtig mange vil tage imod tilbuddet, både de erfarne og de, der ønsker at komme i gang med verdens bedste hobby:
- Har man først oplevet spændingen, når en fisk hugger, er man solgt. Men lystfiskeriet indeholder mange andre elementer. Det er en fantastisk afstressende fritidsinteresse, der byder på store naturoplevelser og ikke mindst et godt kammeratskab. Og så kan det dyrkes på lige fod på tværs af alder, køn og nationalitet, fortæller Orla Bertram-Nielsen.
Lystfiskeriets Dag er et landsdækkende arrangement, som Danmarks Sportsfiskerforbund står bag. Formålet er, at hele Danmark under kyndig vejledning kan prøve kræfter med lystfiskeriets mange spændende facetter.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"