Festligt jubilæum i Trængstrup

Tirsdag, 08/12/2009 14:23

TRÆNGSTRUP: Godt 70 personer samledes første søndag i advent i Trængstrup for at fejre Ole Becks 25 års jubilæum som frimenighedspræst i Trængstrup og Farsø grundtvigske Frimenigheder.
Eftermiddagen begyndte med gudstjeneste i en næsten fyldt kirke, som gjorde at salmesangen var nær ved at løfte taget.
Derefter var der festligt samvær i forsamlingshuset med fællessang og taler, samt musikalsk underholdning. Eva og Ole’s datter, Ida Marie, sang to sange for sin far, som hun selv havde skrevet. Derudover sang og spillede Laila Skovmand og Robert Karlson også to numre. 
Mange af gæsterne udtrykte, at jubilæet gælder for både Ole Beck og hans kone Eva Auken, der spiller som organist i kirken. En af talerne nævnte det specielle, der er ved gudstjenesterne i Trængstrup Frimenighed, bl.a. sagde han: - Hvor andre steder finder man en præst, der selv fremsiger ind- og udgangsbøn, og det tilmed på en jævn og ligefrem måde. Og hvor andre steder synger menigheden selv, når organisten slipper tangenterne for at deltage i altergangen. 
Eva og Ole løser på bedste vis opgaven som præstepar i frimenigheden, og der blev udtrykt stor tak for deres indsats.
Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"