Firmaet Kaya i Aars blev Årets Iværksætter

Af Torsten Hansen, Onsdag, 16/12/2020 07:00

Tre kandidater var nomineret - men Kaya Herbs vandt

AARS: Tirsdag blev firmaet Kaya Herbs i Aars kåret som Årets Iværksætter i Vesthimmerland.

Kåringen foregik virtuelt på grund af Corona-reglerne.

Kaya Herbs holder til på Messevej i Aars, hvor firmaet har opbygget en stor såkaldt vertikal farm med økologiske krydderurter.

Firmaet er stiftet i april 2017.

Bestyrelsen i Væksthimmerland mener, at der er stort vækstpotentiale i Kaya Herbs, og virksomheden opfylder præcis definitionen på en iværksættervirksomhed, hvor en god ide bærer igennem. Virksomheden drives i dag af Robert Pedersen og Claus Wimmer-Aune.

Ideen opstod i Robert Pedersens baggang, da han har stor passion for planter og for LED-belysning. Netop det lange forberedende arbejde med at tilføre den helt rette næring til planterne via LED-belysning er det, der bærer frugt i de seks meter høje stilladser, hvor der kan produceres over 100.000 planter om måneden.

Hele konceptet og forretningen er lykkedes fordi, der fra start er tænkt kommercielt, har været et skarpt idégrundlag og fordi virksomheden har fået de rette ressourcer og kompetencer ind i den rigtige rækkefølge. Kaya Herbs har indgået et samarbejde med en stor detailkæde og forventer en fordobling af produktionen i 2021.

Kaya Herbs blev nomineret for deres gennemarbejdede idé, fokus på fremtidens fødevareproduktion, bæredygtige og grønne forretningsmodel og ikke mindst evnen til at skaffe finansiering og at have ambitioner til at skabe en skalérbar virksomhed helt fra start.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"