Flaskepant-projekt i Aars nåede 100.000 kr.

Af Torsten Hansen, Onsdag, 24/05/2023 07:00

Pengene doneres til Børn i Sorg-gruppen i Aars

AARS: På det nyligt afviklede årsmøde i Kvickly Aars fortalte formanden for butiksbestyrelsen, Lisbeth Mørk, blandt andet om det flaskepant-projekt som butikken har haft i de seneste 10 år. Folk der afleverer pantflasker og dåser har mulighed for at donere pengene til Børn i Sorg-gruppen i Aars, hvis de trykker på knappen på pantautomaten.

I årene 2013 til 2021 har det ført til, at der i alt er blevet doneret 98.190,25 kr.- I 2022 var donationen 10.727,25 kr. Det betød, at vi nåede op over 100.000 kr., sagde Lisbeth Mørk.

Helt præcist er der doneret 108.917,50 kr. på 10 år.

I anledning af det flotte resultat var næstformanden for sorggruppen, Michael Elmelund, inviteret til flaskeautomaten i Kvickly Aars.

- Vi er meget glade for støtten. Den går til børn, som har det svært. Lige nu er der 15 børn, og vi er ved at tage syv nye ind i et terapiforløb, siger Michael Elmelund.

Pengene går blandt andet til at lave arrangementer for børnene, forklarer han.

- Vi værdsætter meget, at vores kunder tænker over, at de kan gøre en forskel ved at putte nogle af deres pantflasker/dåser i automaten og trykke på Børn i Sorg-knappen, siger Lisbeth Mørk.

- Vi er kun tre butikker tilbage på landsplan, som kører de lokale projekter videre, fortsætter hun.

Efter årsmødet har den nye bestyrelse i Kvickly konstitueret sig: Lisbeth Mørk blev genvalgt som formand. Næstformand er Jan Kirchhoff, sekretær Julie Holten Hansen (genvalg), butiksbestyrelsesmedlem Preben Mortensen, butiksbestyrelsesmedlem Hans Ettrup, butiksbestyrelsesmedlem Julie Haugaard-Madsen (nyt medlem), medarbejderrepræsentant Mette Christensen og varehuschef Lars Stenkær Kristensen.

Julie Haugaard-Madsen er nyt medlem af bestyrelsen, idet bestyrelsen ønskede en udvidelse, og det efterkom medlemmerne på årsmødet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"