Flere "åbne biblioteker" i Vesthimmerland

Torsdag, 04/02/2010 13:59

Styrelsen for Bibliotek og Medier har netop bevilget 300.000 kr. til indretning af yderligere 2 "åbne biblioteker" i Vesthimmerland.
Aalestrup Bibliotek blev i sommeren 2009 nyindrettet som "åbent bibliotek" med 12 timers daglig åbningstid og har været en succes med mange flere besøgende end tidligere.
 
Både brugere og personale er begejstrede for det åbne bibliotek. Vi føler, vi har givet brugerne en serviceudvidelse, der vil noget, og det er en fornøjelse at arbejde i et gennemrenoveret og indbydende biblioteksrum blandt borgere, der stadig og uopfordret udtrykker deres begejstring. Og alle skrækscenarier er gjort til skamme: Vi har hverken oplevet hærværk, tyveri eller vilde fester blandt reolerne, fortæller biblioteksleder Lisbeth Arent fra Aalestrup Bibliotek.
 
Mange borgere fra de øvrige dele af Vesthimmerland har spurgt mig, om vi dog ikke også kunne lave åbne biblioteker i Farsø, Løgstør og Aars, kan bibliotekschef Bo Jacobsen oplyse.
Det er faktisk vores plan, at indrette kommunens tre øvrige biblioteker som åbne biblioteker og med styrelsens tilskud, går vi nu for alvor i gang med planlægningen.
Konceptet går ud på, at den nuværende åbningstid med personlig betjening udvides med en endnu længere åbningstid med selvbetjening.
Det kræver, bl.a.at vi etablerer adgangskontrol og kameraovervågning af bibliotekerne, så der er styr på hvem, der kommer ind på biblioteket og at de besøgende også benytter facilliterne på en fornuftig måde
Bibliotekerne skal indrettes på en ny måde, som gør det nemt for brugerne at finde rundt på egen hånd og som samtidig ikke har for mange kringelkroge, som ikke kan overvåges.
Det er en stor mundfuld, som kræver en nøje planlægning, men heldigvis har vi erfaringerne fra Aalestrup at trække på.
Jeg kan derfor  ikke på nuværende tidspunkt løfte sløret for, hvilket bibliotek der først står for tur; men det er vores ambition at vi kan åbne de to første i løbet af 2010 og det sidste i 2011, slutter Bo Jacobsen.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"