Forløbskoordination

Onsdag, 27/01/2016 09:08

Der er tidspunkter, hvor omstændighederne i ens liv tilspidses. Det sker ofte i forbindelse med sygdom, handicap, tab af færdigheder m.m. Det bliver pludselig svært at have overblikket i sit eget liv og man mister derfor evnen til at kunne mestre hverdagen og træffe de mest hensigtsmæssige valg. Man bliver afhængig af, at ens nærmeste og eksisterende netværk er i stand til at hjælpe med at bevare overblikket. For de fleste gælder det, at familie og nære pårørende påtager sig opgaven, mens det for enkelte ikke er muligt. Netværket eller de pårørende er der simpelthen ikke, eller de har ikke mulighed for at give den fornødne støtte undervejs i et forløb.
For ovenstående målgruppe er der mulighed for at blive tilknyttet en forløbskoordinator i en periode hvor det er svært at få samlet trådene og bevare overblikket i sit liv generelt – samt specifikt i forhold til sit helbred og igangværende behandling/rehabilitering.
Et eksempel: En ældre kvinde med svær lungelidelse, hjerteproblemer, føle-forstyrrelser og nedsat syn er gennem en kortere periode på ½ år indlagt og udskrevet fra sygehuset fem gange. Indlæggelserne er på flere forskellige afdelinger og sygehuse – der er tale om kortere indlæggelser. Kvinden oplever undervejs, at hun får flere modsatrettede tilbagemeldinger på behandling af symptomerne – og kan til sidst ikke finde hoved og hale i sin egen behandling og svar på diverse undersøgelser, der er foretaget undervejs. Kvinden har ingen pårørende eller netværk, der kan hjælpe hende. Der anmodes derfor om en indsats i hjemmet, der kan samle trådene – forløbskoordination. Der bliver iværksat diverse tiltag, heriblandt et opfølgende hjemmebesøg med kvindens egen praktiserende læge. Sammen skabes der overblik i de tiltag, der har været, og er iværksat med henblik på udredning og behandling af kvindens symptom-billede. Forløbskoordinatoren er med til, sammen med kvinden, at beskrive og formidle hvilke tiltag, der fremover er brug for fra kommune, egen læge samt øvrige eksterne samarbejdspartnere – herunder sygehusafdelinger og ambulatorier.
Forløbskoordinatoren sikrer herefter relevant opfølgning sammen med kvinden, således at hun genvinder overblikket og indsigt i egen livssituation.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"