Fra politiets døgnrapport

Af Ture Damtoft, Tirsdag, 28/06/2022 14:32

Trailer og bil stjålet i Aars
AARS: De parkerede traileren med bilen på mandag kl. 22.30 efter en lang køretur fra Tyskland.
Kl. seks tirsdag morgen var begge væk fra Auto-Centrum Aars på Vestre Boulevard.
En dyr Brian James auto-trailer med registreringsnummer DV3935 - og en meget dyrere metalsort diesel Audi A4 Avant 4,0 tdi.
Desværre havde de ikke nået at indregistrere den, men stelnummeret er WAUZZZIAXKA032542.
Har man informationer om traileren og/eller Audie A4 bilen, kan politiet kontaktes på 114.

Påkørsel ved Haverslev
HAVERSLEV: En 72-årig kvinde klagede over nakkesmerter, efter hun var blevet påkørt bagfrapå Nordjyske Motorvej på strækningen mellem Mejlby og Haverslev.
Det skete mandag kl. 15.15, og området var spærret i den ene vognbane i ca. en time, mens udrykningskøretøjer arbejdede på stedet.
En 30-årig mand var i sin varebil af ukendte årsager kørt op i kvindnes personbil - formodentlig pga. uopmærksomhed.
Der var betydelige materiel skade på personbilen, og føreren klagede som skrevet over nakkesmerter.
Hun blev kørt til tjek på Aalborg Universitetshospital, hvor det blev konstateret, der ikke var sket alvorlige skader.

Mulige tyve stoppet ved Hornum
HORNUM: To mænd på hhv. 61 og 44 år blev natten til tirsdag anholdt og sigtet for forsøg på tyveri.
Politiet fik en anmeldelse om de to kl. 01.50 om natten, da de var blevet observeret på Bjørnstrupvej bærende på dunke og en slange.
Da patruljen nåede frem til Bjørnstrupvej traf de mændene kørende i en bil i nærheden af Himmerland Camping & Feriecenter.
Bilen blev bragt til standsning, og i den fandt politiet adskillige tomme dunke til brændstof, en slange, en elefanthue samt en universalpumpe med motor.
Formodningen er, at de ville stjæle brændstof, og det lyder sigtelsen på.
Begge blev løsladt igen minus dunke, slange, elefanthue og pumpe.

Hærværk i Himmerlandsgade
AARS: En 21-årig mand havde fået lidt for rigeligt at drikke natten søndag.
Kl. 03.30 fik politiet en anmeldelse om, at den unge mand havde smadret en rude på en taxa for Crazy Daisy i Himmerlandsgade.
Hvorfor melder historien ikke.
En dørmand tilbageholdte den beduggede hærværksmand, indtil politiet nåede frem.
Måske kan man sove godt i detentionen.

Solouheld i Nørager
NØRAGER: Lørdag eftermiddag kom en 76-årig mand lettere til skade, da han forulykkede på sin motorcykel.
Det skete på Skjoldhøjvej ved Nørager. Manden kom kørende i østlig, da han skred ud i et sving.
Han enten forstuvede eller brækkede sin ankel og fik andre småknubs ifølge politiet.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"