Gaver til gode formål fra Lions Club

Tirsdag, 12/01/2010 11:04

STORVORDE: Lions Club Klarup, der har medlemmer fra dele af Østhimmerland har været på julebesøg 2 steder i området. Og begge steder med gaver, der skabte stor glæde hos modtagerne.
Kun 2 dage før Jul dukkede klubbens præsident, Leo Jensen op hos familien Filipsen i Storvorde.
Her var formålet at støtte familien i deres bestræbelser for at skabe et økonomisk fundament for behandling i Kina af deres epilepsi sygdomsramte datter Sandra.
Gæsterne blev takket af en rørt Maibritt Filipsen, Sandras mor, der modtog en check på intet mindre end 10.000 kr. som hjælp til behandlingen.

Også gave til gårdprojekt
Lions Club Klarup er også blevet opmærksomme på Kirkens Korshærs Gårdprojekt på Nørkæret i Klarup. Et projekt der måske er mindre kendt end andre af Kirkens Korhærs aktiviteter på forskellige områder.
Et par medlemmer fra klubben har besøgt stedet, hvor en medarbejder Annemette Andersen forklarede om projektet.
Det er bygget op over vedligeholdelse af huset, dyrkning af jorden, madlavning ,træ- og smedearbejde og forskellige former for kreativt arbejde. Dette sker dagligt og stedet bliver brugt af 10–12 deltagere.
Af de mange gøremål, der hen over året foregår på stedet, er der også op mod jul tradition for, at der på gårdprojektet afholdes en julelejr. Her er alle aktiviteterne koncentreret omkring det at ”jule”,  med bl.a. julemad, juleklip, juledekorationer, julebag m.v.
Efter besøget på gården besluttede Lions Club Klarup, at give et bidrag på 3.000 kr. til aktiviteterne. Dette skete i form af et gavekort, der kan bruges til indkøb til julelejren.
Leo Jensen og klubmedlem Karl Ballisager var dagens julemænd.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"