Genbrugsbutik for mere plads

Torsdag, 18/02/2010 08:55

SKØRPING: Folkekirkens Nødhjælp har lejet sig ind i en af de markante forretningsejendomme i hovedgaden i Skørping. Det drejer sig om den bygning i Jyllandsgade, hvor der tidligere var farvehandel og før den tid købmandsforretning.
Folkekirkens Nødhjælp har drevet genbrugsbutik i Skørping i over 25 år. Det begyndte i det gamle mejeri. De seneste fem år har man haft butik i Jyllandsgade 10, men her er pladsforholdene blevet for trange.
-I de nye lokaler får vi ca. 300 kvadratmeter mod 95 i de gamle, fortæller Egon Eltved.
De nye lokaler er lejet af købmand Niels Rask. Man fik nøglerne den 15. december, og tiden siden er brugt på at male og indrette lokalerne. Det er planen, at den nye butik skal åbne omkring 1. marts.
 
Arbejdsferie
Folkekirkens Nødhjælp driver 126 genbrugsbutikker landet over, og der er ca. 3500 frivillige. Sidste år blev overskuddet på 17 mio. kr.
I Folkekirkens Nødhjælp er det cand. merc. udr. Bent Ole Pedersen, der virker som konsulent på genbrugsområdet. Det er ham, der hjælper de lokale med at vurdere lokalerne, få lavet en lejekontrakt og er med til at indrette butikken.
Bent Ole Pedersen synes godt om de nye lokaler i Skørping. De ligger lige midt i byen, og de er lyse og indbydende.
Også når der er tale om indretning benytter Folkekirkens Nødhjælp sig af genbrug. To af de garvede genbrugsfolk, Børge Juul Andersen fra Kjellerup og Asger Michaelsen fra Ikast, har været på arbejdsferie i Skørping. Som henholdsvis møbelsnedker og tømrer/snedker har de hænderne skruet godt på. En af de frivillige i Skørping sørgede for logi til dem i de tre dage, de var på arbejdsferie i Skørping.
Egon Eltved fortæller, at det er tanken, at de bedre pladsforhold skal bruges til at udvide sortimentet med bl.a. porcelæn, tøj, sko og mindre møbler.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"