Gevinst til alle børnene i Aars

Af Ture Damtoft, Onsdag, 02/08/2023 08:33

AARS: Fredag var Kimbrertorvet fyldt af godt 180 børn og deres forældre og bedsteforældre til børnebanko.
Værten var Hvidt & Frit, og der var både snolder, popcorn og sodavand til børneneog kaffe til forældrene, inden bankospillet begyndte.
De mange plader blev delt ud af klovnen Gregers Haislund, solsikken Christina Normand og to superhelte i skikkelse af Thomas Jensen som Batman og en lettere humpende Bente Sloth Melgaard som Superwoman.
På scenen var der lige så mange gevinster, som personalet i Buddy havde brugt nogle timer på at pakke ind.
Bankospillet var ikke helt så krævende som for voksne. En enkelt nummer kunne være nok til at få gevinst, for gaverne skulle børnene have, og der skulle også være tid til et klovneshow i pausen.
Alle var velkomne, og børnene kom så langt fra som Hobro for at være med til bankospillet og have det lidt sjovt.
- Det var en fest. Ungerne har fået en rigtig god oplevelse, og det var nok 95 pct., som vandt en gave, men de fik allesammen oplevelsen, snolder og popcorn. Det er ikke sidste gang, vi holder børnebanko, siger Gregers Haislund, der glæder sig over, at det kunne lade sig gøre midt i byen.
- Vi har danmarks eneste udendørs forsamlingshus. Uden den ville vi ikke kunne have lavet banko, for vi ville have været for afhængige af vejret. Det er så flot, at ildsjæle i Aars har fået det op at stå på trods af kritik. Det skal vi være taknemmelige for, siger Gregers Haislund.
Sammen med resten af personalet er han igang med forberedelserne til den del af "Hvidt & Frit børneugen", han selv ser mindst frem til.
Ophidiofobi hedder ekstrem angst for slanger - og selvom han har haft en slange om halsen og en i hver hånd, mener Gregers Haislund selv, han næsten kvalificerer sig til at have en fobi.
- Jeg er hunderæd for dem, men heldigvis har vi 70 tilmeldinger til vores show med Slangetæmmeren på torsdag. Det er kun for børnene, så forældrene må vente udenfor eller gå i andre butikker, mens Peter viser slangerne og lærer børnene, at man ikke behøver være ligeså bange for slanger som mig, griner Gregers Haislund.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"