GLAM satser nu i medlemsoffensiv

Torsdag, 05/11/2009 11:57

STORVORDE: ”Kunstforeningen GLAM og Fonden til Kunstens Fremme i Sejlflod Geografiske Område”. Sådan hedder foreningen, der nu satser på at puste nyt liv i sit virke.
Gennem årene er det blevet til mange og flotte udstillinger og de vil fortsætte, fremgår det af et arbejdsmøde forleden på det gamle Rådhus i Storvorde.
Her var en række af kunstnere repræsenteret og de bedst kendte er Birgith Kristensen og Randi Therland Madsen. Birgith Kristensen er ud over at være maler, kendt for sine unikke smykker, som hun selv tegner og udfører.
GLAMs bestyrelse var repræsenteret ved Yrsa Rold Sørensen og Evard L. Johannessen.

Nye strukturer
Ved kommunesammenlægningen i 2007 skulle de ny kommuner, Hals, Nibe og Sejlflod ind i andre strukturer sammen med Aalborg.
Sejlflod adskilte sig mere markant fra de tre øvrige kommuner. Her var der ikke i samme grad tale om en kommunal kunstfond, men mere om en almindelig foreningskonstruktion, hvor medlemskab kan tegnes af privatpersoner, foreninger og firmaer.
Fondsdelens formål svarer til de øvrige kommuners, men er bredere, da udsmykning og placering af indkøbte kunstgenstande ikke alene er begrænset til offentlige bygninger, men også omfatter andre bygninger som f.eks. kontorer og forretninger, hvor offentligheden har adgang.

Medlemsnedgang
Foreningens bestyrelse er klar over, at der skal sættes gang i aktiviteterne, hvis foreningen skal overleve. Derfor et det glædeligt, at I som kunstnere og interesserede vil komme med input til vores virke, sagde Yrsa Rold Sørensen i sin velkomst.
Der trænges til en medlemsfremgang og vi tror på, at denne vil komme, idet kunstmaling er in i disse år. Aftenskolerne har tilløb af både nye og rutinerede kursister, der vil male. Og det vil skabe basis for større interesse, dels for vore udstillinger, og dels for medlemskab af vores forening, sagde Yrsa Rold Sørensen.

Mange ideer på bordet
Og der kom konkrete forslag og ideer på bordet. Alle tilstedeværende bidrog og det udmønter sig i, at der bl.a. vil blive lavet en folder til biblioteket, lægehus og andre offentlige steder. Der skal laves en udstillingsplan. Der kan udstilles af flere på samme tid. En udstilling udelukkende med lokale kunstnere er en mulighed og en ren børneudstilling i samarbejde med skole og bibliotek er også på tale.
Da Fondens bestemmelser indeholder mulighed for at indkøbe kunst og ikke kun udstille det på forskellige steder, men også udlodde det til medlemmer eller andre formål, vil det være åbenlyst også at optage dette element i en udadvendt kampagne.
Alle tilstedeværende, ud over bestyrelsen, vil være at finde på 2010-udstillingerne som aktive, lige som flere andre kommer på programmet. Så det tegner til et spændende år for foreningen, der i sit logo har en hund med et GLAM.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"