Grundlovstale på Katbakken

Onsdag, 09/06/2010 11:10

ØSTER HORNUM: Selvom vejret var solrigt og varmt, og der var byfestarrangementer lige nedenfor Katbakken i Øster Hornum, så samlede dette års festtaler ved Grundlovsfesten alligevel fulde huse. Af hensyn til diasshowet, der dannede grundlag for grundlovstalen, var man rykket inden døre i Natur/teknik-hytten og der var alle pladser besat. Årets Grundlovstaler var kunstneren Annette Brun Hansen fra Gravlev, som viste sine satiretegninger og fortalte om hvordan og hvorfor de var blevet til.
- Vi skulle finde en taler som ikke nødvendigvis var politiker, men dog politisk interesseret og gerne på den underholdende måde, udtaler Nonni Smedsgård fra Øster Hornum Borger- og Håndværkerforening. - Personen måtte også gerne være fra lokalområdet, og da Annette havde gjort sig bemærket med sine tegninger af bl.a. de lange knives nat i Rebild Kommune lige efter valget, var det oplagt at invitere hende.
Annette Brun Hansen indledte med at fortælle om, hvordan det hele var startet med en lokalplan for Gravlev-området, hvor den daværende Støvring Kommune ville udstykke nogle byggegrunde lige bag kirken, hvilket nogle borgere og det daværende Nordjyllands Amt ikke ville have. Da blev hendes indsigt i det politiske spil introduceret og lysten til at give sin mening tilkende styrket.
- Jeg er jo bare en almindelig borger som syntes at mine tegninger kunne bidrage til debatten, og at jeg kunne gå og gemme mig lidt bag dem. Det er jo dem, der er de vigtigste. Og jeg mener at det er vigtigt, at vi som borgere i et demokratisk styret land, bør give vores mening til kende, sagde Annette Brun Hansen ved Grundlovstalen.
- Jeg var til et borgermøde vedr. den kommende Kommuneplan på Kulturstationen i Skørping engang, og der sad – ved lidt hurtig hovedregning – ca. 0,17% af kommunens borgere, og det kunne jeg simpelt hen ikke forstå. Jeg syntes, at det var meget vigtigt at komme frem med sin mening ved et sådant møde, og det vil jeg gerne opfordre alle borgere til at gøre. Vi kan ikke bare læne os tilbage i sofaen, når vi har stemt nogle personer ind i byråd eller folketing, og så bare regne med, at de klarer resten. Vi skal blive ved med at holde dem i ørerne, for de er vores – dine og mine – talsmænd eller talskvinder, appellerede Annette Brun Hansen til sine tilhørere.
Talen blev ikke mindre nærværende af at  to af de fire lokalpolitikere fra Øster Hornum, Per Vilsbøll (R) og Thøger Kristensen (S) var tilstede ved Grundlovsfesten. Dette gav til tider anledning til kommentarer af den morsomme art, som dermed gjorde festen endnu mere hyggelig.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"