Gundestrupspillet lukningstruet

Af Ture Damtoft, Torsdag, 22/06/2023 10:15

VESTHIMMERLAND: Gundestrupspillet 2022 bliver muligvis det sidste.

Der kom ganske enkelt ikke nok tilskuere til at dække udgifterne, og resultatet blev et underskud på 130.000 kroner.

Det redegjorde formanden for bestyrelsen i fonden, Jørgen Justesen, for på et møde tirsdag aften. 

På mødet gjorde fondsbestyrelsen det klart, at den ønsker at trække sig med udgangen af 2023.

I mellemtiden skal en arbejdsgruppe bestående af Marianne Sloth, Allan Slot Mortensen, Gitte Holmberg, Lis Kær Madsen og Tina Donskov undersøge mulighederne for at videreføre Gundestrupspillet, så der igen i 2024 er skuespil i Rævemosen. 

- Det er så nyt, at det hele er oppe i luften. Vi håber at kunne finde en løsning, og vil man gerne hjælpe, har vi plads til flere i arbejdsgruppen, siger Marianne Sloth. 

Første udgave af Gundestrupspillet var i 1994, og der har været forestillinger hvert andet år, som har fortalt om lokale begivenheder og personligheder siden det allerførste stykke, der handlede om fundet af Gundestrupkarret og begivenhederne omkring den tid. 

Ved Vesthimmerlands Kommune opfordrer formanden for Kultur-Fritidsudvalget arbejdsgruppen til at rette henvendelse for at se på mulighederne for hjælp.

- Gundestrupspillet har vi jo haft i mange år, og jeg ville da være meget ked af det, hvis det lukker. Jeg ved ikke, om tiden er anden, om det er alt det uden om spillet som parkering og forhold for tilskuerne, der gør, at der ikke kommer så mange tilskuere. Hvis folk ikke vil købe en vare mere, skal man se på, hvad der skal ændres, og er godt dem i og omkring spillet går ind i det arbejde. Jeg vil opfordre arbejdsgruppen til at rette henvendelse til mig, så vi i Kultur-Fritidsudvalget kan så på mulighederne for at hjælpe, siger Per Nyborg (K).

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"