Håndboldsejr til Aalborg i Nibe

Mandag, 25/01/2016 06:53

HÅNDBOLD - U18 liga, herrer, kamp i Nibe:
Aalborg Håndbold - UH Esbjerg: 34-27
Aalborg Håndbold havde den forløbne weekend gennem sit samarbejde med Nibe Håndboldklub lagt en af sine turneringskampe for U18 ligaholdet i Nibe.
Konkret havde det den effekt, at Frederik Skoda, som har haft hele sin håndbold opvækst i Nibe HK spiller på dette hold og gjorde en god figur mod modstanderen Esbjerg, der blev besejret med 34-27. Af de 34 mål scorede Frederik Skoda de otte!
Udeholdet fra Esbjerg var reelt kun med i kampen det første kvarters tid. Derefter trak Aalborg Håndbold fra og føringen var oppe på 10 mål kort før tid. Kun fordi Aalborg Håndbold tog en lille »slapper« til sidst, at Esbjerg fik pyntet på resultatet og derved kun tabte med syv mål.
– I forhold til U-18 holdet, så kvalificerede vi os til Liga og gik ubesejret igennem puljen før jul som det eneste hold i Jylland. Vi har endnu ikke tabt en kamp og er med i alle turneringer, forklarer Frederik Skoda.
Gennem sit spil i Aalborg Håndbold er Frederik Skoda den kommende weekend udtaget til fællestræning for U17 landsholdet – en fællestræning, der foregår i Fredericia for spillerne vest for Storebælt, og som omfatter i alt 47 spillere – alene fra det vestlige Danmark. En tilsvarende trup træner på Sjælland. Antallet alene viser, hvor svært det er at spille sig på dette landshold, hvor Frederik Skoda i sommer fik tre kampe i en turnering i Frankrig.
– Det var en fantastisk oplevelse! - For at komme med til flere landskampe og Team Danmark-samlinger, så skal man gøre sig fortjent til det via de forskellige talentsamlinger, der sker i løbet af året, siger Frederik Skoda til Nibe Avis.
Men i det daglige gælder det turneringen med Aalborg Håndbold’s U18 trup, som suppleres med træning sammen med klubbens ligahold, der som bekendt spiller med om de allerbedste danske placeringer.
Frederik har nu været skadesfri i 2 måneder og er ved at komme i topform igen. – Det er hårdt at være ude i godt otte uger og det mærkes på ens krop. Men det går godt og bl.a. i den seneste uge har jeg trænet med ligaholdet alle ugens dage, så det går selvfølgelig fremad, slutter Frederik Skoda.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"