Halloween i Vestrup blev en uhyggelig stor succes

Af Ture Damtoft, Onsdag, 25/10/2023 07:00

VESTRUP: I søndags var Vestrup Skole, skolegården og Smølfebyen lavet om til Halloweenland takket være spejderne, skolens støtteforening og landmand Jakob Dalby, der havde leveret halmballer til indgangsportalen og kravleborgen i skolegården.

Selv stod Jakob Dalby for salget af græskar, men selv om der kom 450-500 mennesker, blev der kun solgt 35 til 40 græskar.

- Det er ikke græskar, folk kommer for. Det er aktiviteterne. Især den her "scary house" hvor børnene skal rundt i en labyrint i mørke, og så kirkegården med monstre og knogler og kropsdele, siger Jakob Dalby.

Desværre var det for mørkt til at tage billeder i den skræmmende labyrint, som KFUM Spejderne i Vestrup stod for, men den har uden tvivl levet op til sit navn, for nogen af børnene kom ud igen med tårer i øjnene lige efter at være gået ind.

Andre kunne slet ikke få nok.

- Nogen var derinde så længe, at spejderne var nødt til at sige, at nu måtte de lige vente lidt, så andre kunne prøve, fortæller Susanne Lenskjold fra Vestrup Skoles Støtteforening.

Kirkegården ved børnehuset var med en kiste med et skelet i, en åben grav - "med rigtige menneskeknogler" som en dreng begejstret fortalte sin mor - og en lille spøgelseshytte bevogtet af en hugtandet Freddy Kruger - Leatherface - Scary Clown monster, der skræmte nogle af de mindste børn væk igen.

Inde på skolen var der boder med salg af alt fra hjemmestrik til snaps, men det meste populære var ansigtsmaling i minihallen, hvor børnene kunne blive forvandlet til en zombie, eller hvad de nu havde lyst til.

 Løftede i flok

Der var en jævn strøm af mennesker hele dagen, og mange blev der i flere timer.

Det kunne ses i boderne i Smølfebyen, hvor der blev solgt pandekager, snobrød, pølser, suppe og mange både hjemmelavede og bager-sponsorerede kager.

- Folk kom og købte flere gange i løbet af dagen, fordi de var her i så lang tid. Det var planlagt så godt. Spejderne gør også et kæmpe arbejde, og der er mange som lige kommer og giver en hånd med. Det er en stor styrke, når man stabler sådan noget på benene. Alle blev og gav en hånd med ved oprydningen. Vi håber, der kommer endnu flere næste år, siger Susanne Lenskjold.

Efter timerne med Halloween var det en lidt træt Jakob Dalby, der fik kørt de fire træk halmballer bort og ryddet skolegården så godt som muligt. Men hans træthed var klart overgået af hans to børn Frederik og Emilie.

- De var med til at stille an, legede hele dagen, og var med til at rydde op indtil klokken halv syv. Så de var godt trætte og sov igennem, indtil de skulle op og i skole, siger Jakob Dalby med et smil og glæder sig over det gode sammenholdt, der gør sådan et Halloween-projekt muligt.

- Det er jo en stor fælles indsats. Der bliver løftet rigtig godt i flok, og det er også det, der gør det sjovt at være med til. Det gik over forventning selv om det regnede lidt, og jeg håber, vi kan gøre det mindst ligeså godt næste år, slutter Jakob Dalby.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"