Haverslev løber for børn med kræft

Onsdag, 16/03/2016 09:13

HAVERSLEV: Kampen mod børnekræft får støtte fra mere end 107.000 skoleelever, når Team Rynkeby Skoleløbet afvikles på 336 skoler i Danmark og Sverige fredag den 18. marts 2016 – fredagen før påskeferien.
Haverslev skole er én af de 295 danske skoler, som har tilmeldt sig Team Rynkeby Skoleløbet, der kombinerer det klassiske motionsløb med en indsamling til børn med kræft.
Haverslev Skole deltager med 150 elever og det er eleverne selv, der skal være med til at rejse penge til Børnecancerfonden, fortæller Karen Marie Holland, forælder på Haverslev Skole.
- Inden løbet skal eleverne forsøge at indgå mikrosponsorater med familie og venner. Sponsoraternes størrelse afhænger af, hvor langt eleverne løber på selve dagen, fortæller Karen Marie Holland.
- På skolen har man i den grad fået sygdommen ind på livet, idet Henry, som går i 0. klasse er blevet ramt af kræft. Derfor ligger der, udover lysten til at støtte et godt formål, også en stor medfølelse for Henry og hans familie, fortæller Karen Marie Holland.
- Med næsten 100.000 skoleelever i Danmark, så skal der ikke samles mange penge ind pr. elev, for at vi kan være med til at gøre en reel forskel for Børnecancerfonden. Den fællesskabsfølelse det medfører, vil vi gerne give eleverne, slutter Karen Marie Holland.

Dybt imponeret
over opbakning
Det er blot anden gang, at Team Rynkeby Skoleløbet bliver afviklet – sidste år deltog 34.000 elever fordelt på 100 skoler. Det betyder, at deltagerantallet er mere end tredoblet.
Og opbakningen gør indtryk på Marianne Nielsen, direktør i Børnecancerfonden.
- Det betyder utroligt meget for de familier, som det hele handler om, at så mange børn står sammen om at gøre en forskel for børn med kræft. Sidste år havde jeg selv fornøjelsen af at være ude på flere skoler før, under og efter løbet, og jeg er meget rørt over eleverne og skolernes engagement, fortæller Marianne Nielsen.
Det er gratis for skolerne at deltage i Team Rynkeby Skoleløbet, og alle indsamlede midler i Danmark går ubeskåret til Børnecancerfonden.
_ _ _
FAKTA:
107.000 elever fra 336 skoler i Danmark og Sverige deltager i Team Rynkeby Skoleløbet 2016.
97.000 elever fra 295 skoler i Danmark.
10.000 elever fra 41 skoler i Sverige.
De danske elever samler ind til Børnecancerfonden i Danmark.
De svenske elever samler ind til Barncancerfonden i Sverige.
Alle indsamlede midler går ubeskåret til de to organisationer.
Løbet afvikles på alle skoler fredag den 18. marts - fredagen før påskeferien.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"