HEG råder snart over 400 sengepladser i Aars

Af Torsten Hansen, Onsdag, 05/01/2022 08:00

Der er fortsat behov for endnu flere ungdomsboliger i Aars

AARS: Himmerlands Erhvervs- og Gymnasieuddannelser, HEG, i Aars har i længere tid arbejdet for at få et større udbud af værelser til de uddannelsessøgende, blandt andet ved selv at bygge nye værelser. Men en kombination af et overophedet byggeerhverv og dermed opskruede priser, tvang skolen til at udskyde et planlagt byggeri. Nu er det dog godt i gang.

Fundamentet er støbt og inden længe rejses murene.

- Vores oprindelig plan var at have bygget 64 værelser ved årets udgang. Men vi var nødt til at revidere planen. Der var stor risiko for at håndværkerne ikke kunne skaffe arbejdskraft og materialer. Derfor udskød vi byggestarten, og den nye tidsplan viser, at værelserne er klar til sommer, siger direktør Ulf Givskov Bender, HEG. Det overophedede byggemarked har ud over udskydelse betydet, at byggeriet bliver fem til syv procent dyrere.

Det nye byggeri skrider planmæssigt frem. Men udskydelsen har betydet, at boligbehovet for uddannelsessøgende fortsat er trængt.

For at mindske problemet har HEG gjort forskellige tiltag.

- Vi har flyttet lidt rundt på nogle hold. Samtidig har vi orienteret kursister på kortere kurser på skolen om, at de ikke som tidligere kan bo på skolen. Vi har også måttet opfordre kursister, der bor forholdsvis tæt på skolen til at køre til og fra skolen, frem for at bo i byen, forklarer Ulf Givskov Bender.

Dertil kommer, at skolen er i gang med at købe de tre kollegiebygninger på Vølundsvej, der rummer 100 dobbeltværelser.

- Vi har hidtil lejet cirka 80 procent af værelserne, men overtager nu de sidste også. Det betyder, at vi bedre kan planlægge ud fra vores behov, forklarer Ulf Givskov Bender.

De beboere, der i dag bor i de resterende værelser fortsætter deres aftaler. Men rent praktisk betyder det, at der tages 20 til 25 boliger ud af det åbne marked i Aars. Skolens beslutning om at købe kollegierne bunder i, at HEG i flere år har haft boligbehovet til skolens uddannelsessøgende. Så længe behovet ikke har været helt sikkert har det været en fordel af leje. Nu er det en fordel at eje.

HEG kommer med nybyggeriet og købet til at råde over mere end 400 sengepladser i Aars.

Ulf Givskov Bender vurderer, at der vil være behov for yderligere ungdomsboliger i det åbne marked. Han håber derfor, at der vil blive bygget flere.

Ordet er dit
CAPTCHA
Vi har brug for din hjælp til at forhindre spam, det eneste du skal gøre er at sætte flueben ved "Jeg er ikke en robot"